L&F efter udsættelse af ansøgningsfrist: Det har været et skidt forløb

Bedre sent end aldrig, men Landbrugsstyrelsen burde have meldt ud i sidste uge, siger Niels Peter Nørring, EU- og klimadirektør i L&F.

Det er godt, at Landbrugsstyrelsen tirsdag eftermiddag har meldt ud om forlængelsen af årets EU-ansøgningsrunde og ikke først efter påske. Men af hensyn til konsulenternes planlægning havde det været endnu bedre, hvis styrelsen havde fulgt Landbrug & Fødevarers opfordring til at melde forlængelsen ud allerede i sidste uge.

Det siger Niels Peter Nørring, EU- og klimadirektør i Landbrug & Fødevarer.

Et skidt forløb

- Det har været et skidt forløb, det kan der ikke herske tvivl om. Det er helt uacceptabelt med et system, der udviser fejl og mangler fra dag ét, siger Niels Peter Nørring.

- Når det er sagt er det naturligvis godt, at forlængelsen bliver meldt ud nu og ikke efter påske, så konsulenterne kan få lidt ro på.

Kæmpe opgave

Under alle omstændigheder varsler de vedvarende udfordringer med Landbrugsstyrelsens IT-systemer ilde for implementeringen af den nye landbrugspolitik CAP'en, i 2023, mener Niels Peter Nørring.

- Der ligger en kæmpe udfordring for styrelsen i at få IT-systemerne til at fungere med den nye CAP. Det er ikke acceptabelt igen og igen at opleve systemer, der ikke fungerer, og som sætter konsulenterne i en helt urimelig arbejdssituaion.

- IT-systemerne skal leve op til styrelsens motto: Nemt, enkelt og til tiden. Det har ikke været tilfældet med det gældende system.

Bør lytte til konsulenter

Niels Peter Nørring opfordrer Landbrugsstyrelsen til snarest at holde et møde med konsulenterne, så de kan komme af med deres erfaringer, "mens de har dem i frisk erindring".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle