L&F formand: Enhedslistens forslag er regulær afviklingsplan

Enhedslistens forslag vil afvikle dansk landbrug mener Landbrug & Fødevarer.

Enhedslisten vil omlægge over en femtedel af det danske landbrugsareal til skov, vild natur, græsarealer og energiafgrøder.

Men Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard kalder forslaget meget langt fra virkeligheden.

"Enhedslistens forslag ligger meget langt fra virkelighedens verden og er en regulær afviklingsplan", siger han i en mailkommentar til Landbrugsavisen.dk.

I første omgang vil Enhedslisten fokusere på lavbundsjorder, der udgør omkring 170.000 hektar. Over 100.000 hektar skal være taget ud af drift i 2025, og i 2030 skal det gælde omkring 135.000.

"En model hvor man bruger den fulde CAP-ramme til finansieringen af udtagning, vil sætte dansk landbrug i en umulig konkurrencesituation i forhold til landbrug i andre EU-lande", siger Søren Søndergaard. 

Forslaget vil koste i omegnen af 25.000 arbejdspladser og et fald i eksporten på 20 mia. kroner, påpeger han.

"Den produktion vi mister, vil flytte til andre lande og så vil den globale udledning af klimagasser stige, fordi efterspørgslen fortsat vil være til stede", siger Søren Søndergaard. 

Hos Landbrug & Fødevarer mener man, at en plan som den Enhedslisten nu har fremlagt vil fjerne hele grundlaget for fortsat udviklingen af erhvervet.

"Vi vil ganske enkelt ikke længere kunne levere nye teknologier, sorter, gener og knowhow, som kan give de flotte resultater herhjemme og globalt. Vi skal huske alle på, at vores største bidrag til det globale klima netop er eksport af teknologier, sorter, gener og knowhow", siger Søren Søndergaard.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle