L&F-formand i skarp kritik af "mærkelig melding" fra Aarhus Universitet

Aarhus Universitet foreslår at udtage 500.000 hektar landbrugsjord. Hvor kom det lige fra, spørger en undrende L&F-formand.

En kronik fra Aarhus Universitet vækker gevaldig undren i toppen af Landbrug & Fødevarer.

I kronikken, som er bragt på Altinget.dk, foreslår rektor Brian Bech Nielsen og bestyrelsesformand Connie Hedegaard nemlig at udtage hele 500.000 hektar landbrugsjord.

Det sker i forlængelse af, at universitetet foreslår oprettelsen af et nationalt center for bæredygtig udvikling i landbruget.

virkelig mærkelig melding

Mens Martin Merrild kalder den sidste del af forslaget for fornuftigt, så forstår han ikke en lyd af, hvor de 500.000 hektar landbrugsjord kommer fra.

"Det er en virkelig mærkelig udmelding, og jeg undres dybt over, hvor det kommer fra", siger formanden og fortsætter:

"Man skriver noget med, at man skal tage en masse jord ud af drift og så øge produktiviteten på det resterende jord. Har universitet noget klart, der kan øge effektiviteten så meget, at det kan kompensere for udtagning af 500.000 hektar, så synes jeg da, at det skal på banen med det samme".

lyder som ungdomsparti

Ifølge L&F-formanden mangler forslaget sammenhæng med virkeligheden.

"Meget i den tekst ligner noget, som et politisk parti, ja, nok i virkeligheden et ungdomsparti, ville kunne finde på at skrive. Det er fuld floskler, som nogle politikere kunne finde på at sige, og så er det helt afkoblet virkeligheden", siger Martin Merrild og fortsætter:

"Og kan det så lade sig gøre at udtage 500.00 hektar? Ja, det kan det sikkert godt, hvis man ser bort fra statens gældssituation og behovet for jobs og eksport. Det vil sige, at man ser bort fra virkeligheden".

glemmer verdensmarkedet

Landbrug & Fødevarer har selv tidligere foreslået at udtage 100.000 hektar lavbundsjorde, hvilket kan give en positiv klimaeffekt. 

"Det arbejder vi benhårdt på at føre ud i livet, selvom det er en svær og stor opgave, som går langsomt. Der er brug for en kæmpe indsats bare med at finde de 100.000 hektar, og så smider Aarhus Universitet lige 500.000 på bordet", siger Martin Merrild og tilføjer:

"Det er end 20 procent af landbrugsarealet i Danmark, og når man foreslår det, så glemmer man, at der er et benhårdt verdensmarked for fødevarer, hvor vi i fremtiden kommer til at stå med en udfordring om at skaffe mad nok til en voksende befolkning".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle