L&F: Godt vi nu har stærke klimamål i EU

Klimadirektør ser endnu bedre muligheder for grønne løsninger efter den nye enighed om klimaindsatsen i EU.

Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer, er en meget tilfreds mand i dag efter at have sat sig ind i den nye EU-aftale, der blev offentliggjort tidlig onsdag morgen. 

Her kunne han læse, at der er sat nye klimamål frem mod 2030 0g 2050 efter langstrakte forhandlinger i Bruxelles.

Parlamentarikere og medlemslande er blevet enige om at reducere CO2-udledningen med mindst 55 procent inden 2030. Altså en markant forskel fra det nuværende mål, der lyder på en reduktion på 40 procent sammenlignet med 1990-niveauet. 

"Klimaudfordringerne stopper ikke ved den danske grænse. Det er vigtigt med internationale indsatser, der kan sikre en effektiv grøn omstilling i hele EU. Med den danske fødevareklynges løsninger kan vi nå en stor del af målet både i Danmark og EU. Vi har unikke teknologier og know-how inden for genetik, foder, ingredienser og forædling, som vi allerede i dag eksporterer til hele verden”, skriver klimadirektøren i en kommentar til resultatet.

Arbejder videre med grøn omstilling

"Vi har nogle af verdens mest klimaeffektive løsninger – dem skal vi udvikle og udbrede, så vi også fremover kan bidrage til reduktionen af drivhusgasser og samtidig forsyne en voksende verdensbefolkning med bæredygtige fødevarer", skriver han og fortsætter:

"Fra Landbrug & Fødevarers side vil vi fortsat arbejde for en omkostningseffektiv grøn omstilling på tværs af EU, hvor klima, regional udvikling, vækst og beskæftigelse går hånd i hånd. Gunstige konkurrencevilkår er alfa og omega for den grønne omstilling af fødevareklyngen".

Allerede på vej

Danmark står for 0,1 pct. af verdens CO2 udledninger. Hvis klimakrisen for alvor skal til livs, skal der tænkes på tværs af landegrænser, er tanken i landbruget.

Derfor har L&F allerede nedsat Den Globale Klima-Task Force, der skal udvikle konkrete initiativer til at minimere det globale klimaaftryk. Det er også en fremstrankt hånd til de danske myndigheder om en styrket dansk klima-, eksport- og udviklingsindsats, hedder det i oplægget til initiativet.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle