L&F hæver kontingentet markant

Der skal 10 mio. kr. mere i kassen til at dække udgifterne.

Medlemmerne af Landbrug & Fødevarer må dykke dybere i lommerne, når de skal betale kontingent næste år.

Primærbestyrelsen har nemlig besluttet, at der skal godt 10 mio. kr. mere i kassen, så der kommer balance i økonomien. Det betyder, at kontingentet fremover bliver 1.100 kr., 2.200 kr., 3.300 kr. eller 4.400 kr., alt efter omsætningens størrelse.

Store hæves mest

Dermed stiger kontingentet mest for de store: 1.832 kr. og forholdsvis mindre for de mindste: 73 kr. »Vi har en klar holdning til, at jo større virksomhed, man driver, jo mere værdi har man af medlemskabet,« siger Martin Merrild, formand for L&F.

Har tæret på formuen

Forhøjelsen af kontingentet kommer på baggrund af, at L&F sidste år brugte flere penge, end der var krævet op fra medlemmerne og dermed tærede på formuen.

»Det kan vi ikke være bekendt over for dem, der sparede pengene op, og dem der i fremtiden har brug for en stærk organisation,« siger han. Derfor hæves kontingentet, men samtidig sætter ledelsen ind med besparelser i sekretariatet. Selv om prisstigninger sjældent er populære i krisetider, tror Martin Merrild, at de færreste vil synes, det bliver for dyrt.

Relativt billigt

»Der er nogen, der går meget op i det, men de fleste vil synes, det er en lille omkostning på deres bedrift. Det svarer ikke til ret mange stumper reservedele, og jeg tror, de vil se mere på, hvad de får for pengene, når det er en bedrift af en vis størrelse,« siger han.

Martin Merrild mener i øvrigt, det er billigt, i forhold til hvad mange andre organisationer opkræver.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle