L&F: Hjælp restauranter og caféer - lad dem genåbne nu

Landbrug & Fødevarer opfordrer til omgående åbning af restauranter og caféer. Ellers venter konkurser og tabte arbejdspladser, advarer de.

Lad restauranter, caféer og barer genåbne nu, så arbejdspladser kan bevares og konkurser forhindres.

Sådan lyder opfordringen fra Landbrug & Fødevarer til regeringen i et udspil fælles med Bryggeriforeningen, V.S.O.D (Vin og Spiritus Organisationen i Danmark) samt DRC (Danmarks Restauranter & Cafeer). Organisationerne mener, det vil være forsvarligt nu.

"Med den gradvise genåbning af samfundet, er Danmark forhåbentlig forbi første fase af corona-krisen, hvor regeringen og myndighederne sammen med Folketinget i høj grad har formået at inddæmme smitten, så sundhedsvæsnet kan følge med. Nu venter der en mindst lige så vigtig og vanskelig fase, hvor Danmark skal sikre en forsvarlig, effektiv og hurtig genåbning af samfundet", skriver organisationerne.

Landmænd ramt

Flemming Nør Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer, er medunderskriver på udspillet.

"Vores interesse i det er, at vi har en række landmænd, gartnere og virksomheder indenfor fødevareklyngen, som er specialiseret i et levere til horesta-segmentet (hotel-, restaurant- og turisterhvervet, red.)", forklarer han.

"I og med, at sektoren stort set er lukket ned, har de pågældende mistet enten en del eller hele deres omsætning – uden mulighed for at få kanaliseret den omsætning et andet sted hen. Derfor: når situationen og kapaciteten i sundhedsvæsenet nu er til det, bakker vi op om, at vi får åbnet op, så de igen kan få afsætning for deres produkter".

Chanceløse

"I modsat fald er disse fødevareproducenter faktisk chanceløse", tilføjer Flemming Nør Pedersen.

Konkret foreslår organisationerne en 'fælles, gradvis og tryg åbning af restauranter, cafeer og barer, hvor smittespredning forebygges med få siddepladser og et begrænset antal kunder'.

Faktaboks

SÅDAN BØR DE HJÆLPES

Den skitserede åbning med et begrænset antal kunder vil give behov for tilpasning af de konkrete hjælpepakker, påpeger organisationerne. De foreslår:

  • Fritagelse for momsbetaling for restaurationer, caféer, barer mv. i 2. halvår 2020.
  • Fuldt momsfradrag for virksomheders køb af restaurationsydelser indtil videre.
  • Reduktion af afgifter, herunder på øl-, vin- og spiritusafgifter, der rammer branchen og dens fødevare- og drikkevareleverandører m.fl. Afgifterne bør fjernes i seks mdr. fulgt af en reduktion resten af året.
  • Retten til kompensation for faste udgifter skal øges, ved at omsætningsfaldet nedjusteres fra 40 pct. til 20 pct. og kompensationen skal følge den enkelte virksomheds omsætningstab.
  • Kompensation til alle arrangementer, som aflyses pga. corona-krisen.
  • Ekstraordinære afskrivninger på varelagre, herunder dato- og sæsonvarer (fx påskeøl).
  • Kompensation til den tvangslukkede del af virksomheden, samtidig med at der kan ydes kompensation for øvrige dele af virksomheden (opdeling på P-nr. og ikke kun CVR.).
  • Fastholdelse af 75 pct. lønkompensation, men mere fleksibelt, så medarbejdere fx kan dele arbejdsdage.
  • Afskaf modregning i kompensation for virksomheder med underskud på seneste regnskab.
  • "Til slut tillader vi os at foreslå en langsigtet åbningsplan, så virksomhederne får en planlægningshorisont", slutter udspillet fra de fire organisationer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle