L&F holder krisemøde om tørken torsdag

Formandskabet i Landbrug& Fødevarer holder stormøde om tørken på Axelborg i morgen. Miljø-og Fødevareministeren er også indkaldt.

Landbrug& Fødevarer afholder i morgen, torsdag, krisemøde med alle formænd for alle landboforeninger i Danmark på Axelborg.

Emnet er sommerens tørke og Miljø-og Fødevareminister, Jakob Ellemann- Jensen (V) er med til mødet.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

På mødet vil de nyeste beregninger for landbrugets forventede tab på grund af tørken komme frem.

For en måned siden udtalte Ellemann-Jensen, at han var klar til at se på, hvordan han kan hjælpe det tørkeramte landbrug.

"Der er ingen tvivl om, at rigtig mange landmænd er hårdt pressede af tørken. Der står meget på spil for den enkelte landmand, og derfor ser vi åbent på alle forslag til at hjælpe landbruget i en helt usædvanlig situation", sagde Ellemann-Jensen.

Landbrug & Fødevarer har tidligere efterlyst hjælp til at håndtere den ekstreme tørke, der risikerer at påføre landbruget et tab på op mod 4,5 milliarder kroner.

Økologiske landmænd har allerede fået hjælp. Økologer har fået midlertidig mulighed for at sænke grovfoderandelen uden at miste deres økologiske status for bedre at kunne fodre de dyr, der normalt skulle spise græs på markerne.

Det besluttede et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i sidste måned.
 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle