L&F hylder fremgangen af grønne fødevarer

Der er kommet flere fødevarer fra planteriget på tallerkenerne i landets kantiner, institutioner og restauranter. Salget af grønne råvarer til foodservice er gået markant frem, og det glæder L&Fs sektorchef for planter og planterige fødevarer.

Brugen af bønner, linser, salat og grøntsager er vokset markant i foodservicesektoren.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse og henviser til nye tal fra Danmarks Statistik.

Fremgangen er særlig tydelig i kategorien ’linser, bønner og ærter’, der har haft en stigning på hele 76 procent fra 2021 til 2022. Det betyder, at der sidste år blev købt og tilberedt ærter, linser og bønner for 40,1 millioner kroner i den danske foodservice.

- Det er rigtig positivt, at de grønne råvarer er i så markant fremgang i vores store foodservice-sektor. Det betyder, at tilgængeligheden forbedres, når både børnehavebørn, skolebørn og de voksne på for eksempel  arbejdspladser får serveret mad, der er baseret på planter. Det er både godt for forbrugerne og for branchen, siger Lærke Kirstine Lund, der er sektorchef for planter og planterige fødevarer hos Landbrug & Fødevarer.

Foodservice-sektoren dækker over de mange professionelle køkkener, der tilbereder måltider til alle aldersgrupper hver dag. Det vil sige køkkener i offentlige institutioner og i landets mange kantiner, caféer, restauranter og take-away.

- De madprofessionelle er uddannet til at arbejde med fødevarer og til at kreere smagfulde måltider, og i den offentlige del af sektoren, det vil sige i kommuner og regioner, er der et stort og strategisk fokus på at købe og tilberede mad med flere planter i de offentlige køkkener, der samlet står for cirka 1 million daglige måltider. Derfor overrasker det mig ikke, at foodservice-sektoren aftager store mængder af afgrøder og planterige produkter, fortæller Lærke Kirstine Lund.

Også kategorien ’fint grønt’ er i vækst. Fra 2021 til 2022 er brugen af grønt såsom salat, tomater og agurk steget med cirka 52 procent, hvilket giver en samlet omsætning på lidt over én milliard kroner i 2022. I samme periode er også ’grove grøntsager’ steget med 32 procent svarende til en omsætning på 609 millioner kroner.

Hos Landbrug & Fødevarers sektor for planter og planterige fødevarer forventes det, at den store interesse for de grønne råvarer vil fortsætte med at stige inden for foodservicesektoren, siger Lærke Kirstine Lund: 

- Vi har både et håb og en forventning om, at tendensen i foodservice vil fortsætte. Og så håber vi selvfølgelig også på, at det kan være med til at inspirere danskerne til at putte lidt flere planter og grøntsager på tallerkenen derhjemme, siger hun.

/emt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle