L&F i intensive tørkemøder med ministre og organisationer

Landbrug & Fødevarer er i kraftig offensiv for at sikre opmærksomhed og hjælp i tørkekrisen.

L&F-formand Martin Merrild har brugt store dele af den seneste uge i tørkemøder med centrale politikere og organisationer. Han fortalte om L&F’s holdninger og ønsker og understregede situationens alvor.

I mandags var der erhvervsminister Rasmus Jarlov, som fik besøg. Tirsdag diskuterede Martin Merrild de finansielle omkostninger af tørken og betydningen for banker og landbruget med organisationen FinansDanmarks direktør Ulrik Nødgaard. L&F-formanden understregede vigtigheden af, at den finansielle sektor viser forståelse for den ekstraordinære situation og strækker deres velvilje til det yderste, så færrest muligt tørkeramte landmænd må gå konkurs.

Onsdag gjaldt det først Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, og dagen blev afrundet med et møde med finansminister Kristian Jensen.

På alle møder understregede L&F, at organisationen er glade for de foreløbige tørketiltag. Men situationen er så alvorlig, at der er brug for fortsatte politiske tiltag og omkostningslettelser.

Hele møderækken begyndte med det fremrykkede landsformandsmøde i sidste uge med besøg af miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Ministeren var der for at lytte til landmændene og få ønsker om tiltag direkte fra markerne. Flere sektorformænd afleverede deres budskaber. På L&F-siderne kan du læse, hvad deres budskab til ministeren var.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle