L&F med i nyt forum for underernæring

Underernæring blandt svage, kronisk syge og ældre er et voksende problem i Danmark.

Op mod hver fjerde indlagte patient i Danmark er i fare for at blive underernæret. Det viser en rapport udgivet af Kost & Ernæringsforbundet og Arla i februar i år.

Underernæring kan føre til forlænget indlæggelse og yderlige komplikationer til ens sygdom og det uanset om man er ung eller gammel. Men det får kun lille opmærksomhed i samfundsdebatten.

"Underernæring blandt syge og ældre er et samfundsproblem, som vi skal gøre noget ved. I den seneste rapport på området kan vi se, at op mod 60 pct. i ældreplejen er i målgruppen til at blive ramt af underernæring og det tal er voksende. Derfor skal og bør vi gøre noget for at løse problemet. Vi kan ikke bare lade de syge og ældre klare problemet selv, vi må hjælpe. Det forsøger vi nu med Forum for Underernæring," siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup, i en pressemeddelelse.

Forummet er startet af Kost & Ernæringsforbundet, Dansk Selskab for Klinisk Ernæring og Landbrug & Fødevarer, men de har inviteret en række aktører indenfor sundhedsområdet med for at få belyst problematikken med underernæring bedst muligt. Formålet med forummet er på sigt at finde frem til nogle konkrete anbefalinger, man kan give videre til relevante politikere.

Forum for underernæring har første møde den 1. december og håber at kunne samle mellem otte og ti anbefalinger i løbet af 2015, som de kan præsentere for de relevante politikere på Christiansborg.

Faktaboks

I en ny undersøgelse fra Region Hovedstadens hospitaler og psykiatriske centre fortæller 25 pct. af kvinderne og 18 pct. af mændene, at de spiser meget mindre til aftensmad under indlæggelsen end normalt.

Emneord

l&f

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle