L&F: Myndigheder skyld i EU-dom om vandplaner

Landbrug & Fødevarer peger på at de danske myndigheder har slået for stort brød op med vandplanerne og er kommet bagud.

Den danske tilgang til arbejdet med vandplaner har fra dag et været en farce.

Det påpeger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer, efter at Danmark i dag har fået en dom ved EU-domstolen for at være for længe om at have gyldige vandplaner.

»Miljøministeriet valgte at slå så stort et brød op, at man endte med dej i hele køkkenet,« siger han

Kastede  vrag på retsprincipper

Ifølge Flemming Nør-Pedersen valgte ministeriet at se bort fra en række EU-vejledninger, som kunne have sikret en fornuftig proces. Man satte overambitiøse mål på hele vandløbsområdet med en vidtgående overimplementering i forhold til Vandrammedirektivet og dets vejledninger. 

Han mener også, at man undervejs kastede vrag på vigtige retsprincipper om proportionalitet, officialprincippet og miljømålsloven (paragraf 15) samt Aarhus-konventionen om høringsfrister. Altså blandt andet principperne om, at konsekvenserne for landmanden ikke må være urimeligt store i forhold til, hvad miljøet får ud af det. Og at det er myndighedernes ansvar at udpege de rigtige vandløb og karakterisere dem rigtigt. Myndighederne skal se på hvert enkelt vandløb og kan ikke bare udpege generelt og henvise til, at landmanden kan klage, hvis han er uenig.

Forkerte værktøjer

Flemming Nør-Pedersen peger desuden på, at vandplanernes kvælstof-indsats bygger på det såkaldte ålegræsværktøj, som en arbejdsgruppe har konkluderet ikke er egnet til at sætte mål efter.

»Miljøministeriet har fastholdt en endimensional tilgang til miljøet, hvor man har fastholdt, at alene kvælstof kan forklare en eventuel dårlig miljøtilstand. Øvrige presfaktorer som klima og fiskeri har man ikke inddraget. Resultatet har været et meget svagt fagligt grundlag for planerne,« siger han.

Seks høringsrunder

Vandplanerne har undervejs været i gennem seks høringsrunder blandt andet fordi L&F gennem en klage til Natur- og Miljøklagenævnet fik dem underkendt. Undervejs er der samlet indkommet over 10.000 høringssvar.

»Trods disse mange chancer for at få rettet op på planerne er de aktuelle planer fortsat fyld med fejl,« siger han.

Vil stævne staten

Derfor kommer L&F igen til at påklage planerne til Miljø- og Naturklagenævnet, ligesom L&F kommer til at stævne staten igen.

Klagefristerne er henholdsvis 4 uger og 6 måneder fra 30. Oktober 2014, hvor de nyeste vandplaner kom.

Emneord

vandplaner

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle