L&F om kødfrie dage: Eksotiske råvarer må ikke erstatte kødet - køb dansk

Regeringen vil indføre to kødfrie dage om ugen i statslige kantiner. I følge L&F giver det kun mening, hvis ikke de køber eksotisk frugt og grønt i stedet.

Regeringen går ind i kampen om at skære ned på kødforbruget i et nyt forslag om at indføre to kødfrie dage om ugen i statslige kantiner. Det skal være en del af statens nye grønne indkøbsstrategi, hvor de desuden foreslår, at der højest må laves mad med okse- eller lammekød en gang om ugen.

I Landbrug & Fødevarer mener man, at det er fornuftigt nok at have fokus på at sætte sund, nærringsrig og klimarigtig kost på dagsordenen, men at man også skal huske at tænke forslaget fornuftigt til ende.

"Det er vigtigt, at man har fokus på en sund og ernæringsmæssigt korrekt sammensat kost. Vi ser, at det der kommer på tallerkenen i løbet af ugen skal have en variation af forskellige elementer - både grøntsager og kød. I Danmark producerer vi nogle af verdens bedste og mest klimarigtige fødevarer, så det giver på alle måder god mening at købe danske råvarer. Det forventer vi, at regeringen vil huske på, når de går videre med arbejdet om deres klimaindkøb", siger Niels Peter Nørring, klimadirektør i L&F.

Hvad mener L&F om at kød kun må være på menuen to dage på en uge?

"Med hensyn til vegetardagene i statens kantiner, vil vi gerne sige klart og tydeligt, at det ikke giver mening, hvis vi kommer til at se, at der bliver fløjet avocado ind fra Sydamerika og andre eksotiske steder, som skal stå i stedet for køddet. Hvis det er tilfældet, er der i hvert fald mere tale om symbolpolitik uden fornuft for klima og gode danskproducerede fødevarer", siger Niels Peter Nørring.

I forslaget må der kun serveres okse- eller lammekød en gang om ugen - hvordan vil det påvirke landbruget?

"Det er meget detaljeret og lidt fjollet, at staten skal styre kantinernes madplaner. Det vigtige er egentlig ikke, om det hedder en kødfri dag om ugen eller ej, men at man kigger på, om kosten generelt er sund ernæringsmæssigt korrekt og klimarigtig. Mange af os kan godt spise mindre kød og vil have godt af det, men det giver ikke mening, hvis vi i stedet for kød flyver eksotiske fødevarer ind", siger Niels Peter Nørring.

Hvad er fordelen ved regeringens forslag?

"Det er fornuftigt, at man har fokus på, at der serveres klimarigtig, sund og ernæringsrig kost, men en anden vinkel vi overser er, at regeringen også går ind og kigger på madspild. Det er vigtigt, at man i kantiner smider mindst muligt ud, for en af de helt store problemer er det store madspild og udnytte råvarerne bedre, hvilket kan gavne klima og statens økonomi", siger Niels Peter Nørring.

Det offentlige køber ind for 380 millioner kroner om året, som i følge regeringens nye forslag skal være mere klimavenligt fremover.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle