L&F-sektordirektør stopper - har købt virksomhed

Dansk Agroindustris direktør, Allan Pedersen, fratræder.

Direktøren for Dansk Agroindustri og Agromek, Allan Pedersen, har valgt at opsige sin stilling, da han har købt en virksomhed - også inden for klyngen - og således har fået mulighed for at realisere sin drengedrøm om at blive ejerleder.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvilken virksomhed Allan Pedersen har købt.

"Vi ønsker selvfølgelig Allan alt det bedste fremover," siger formanden for Dansk Agroindustri, Jens-Peter Pedersen.

Dansk Agroindustri er en sektor under Landbrug & Fødevarer.

Udover at være sektordirektør for Dansk Agroindustri har Allan Pedersen varetaget funktionen som adm. direktør for Agromek I/S.

"Det bliver rigtig spændende for Allan, og det ønsker vi ham al mulig held og lykke med. Som jeg forstår det, så har han altid haft en drøm om at lede virksomhed selv," beretter formand for Agromek Sten Andersen.

Agromek og Dansk Agroindustri har indvilliget i, at Allan Pedersen fratræder sin stilling med udgangen af oktober, så han hurtigt kan komme i gang med ledelsen af sin nye virksomhed.

Allan Pedersen startede for fire år siden, i august 2012, og Sten Andersen beretter, at han har været vigtig for at gennemføre processen, hvor Agromeks eget sekretariat er lukket ned og lagt over til Messecenter Herning. Det giver mere fleksibilitet i forhold til Agromek, der afholdes hvert andet år.

"Det gør, at vi i samarbejde med MCH kan trække på flere ressourcer, når det er nødvendigt og geare ned, når det ikke er nødvendigt," siger Sten Andersen.

Stillingen forventes besat 1. januar 2017.

"Nu vil vi ud at sondere terrænet for en ny direktør," siger Jens-Peter Pedersen.

Rettet kl. 15.18: Allan Pedersen startede i august 2012.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle