L&F ser gode muligheder i ny digital strategi

Regeringens nye digitale strategi kan være et yderligere skub i den rigtige retning for fødevareklyngen, mener Landbrug &

Med Strategi for Danmarks digitale vækst vil regeringen skabe grundlaget for, at virksomheder kan udnytte nye teknologier til at skabe vækst og øge velstanden for alle danskere.

I alt er der afsat 1 mia. kr. til strategiens initiativer frem mod 2025.

Det har Erhvervsminsteriet netop meldt ud i en pressemeddelelse.

"Regeringen ønsker, at Danmark skal være en digital frontløber, hvor alle danskere får del i digitaliseringens gevinster. De nye teknologier kan gøre os rigere som samfund og har potentiale til at forbedre vores miljø, sundhed og liv på mange måder. Den mulighed skal vi gribe, og bringe Danmark klogt og forlæns ind i en digital fremtid", siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Det klinger positivt hos Landbrug & Fødevarers direktør, Karen Hækkerup, der mener, at den nye strategi kan understøtte Landbrug & Fødevarers arbejde med digital udvikling.

"Det er spændende med den ny digitaliseringsstrategi fra regeringen og positivt med digital indsats og satsning på Internet of Things. Vi tænker i Internet of Food og arbejder med Big Data og kunstig intelligens, så strategien kan også understøtte vores arbejde med digital udvikling i fødevareklyngen", lyder det i en mailkommentar fra Karen Hækkerup. 

Hun mener også, at det er positivt med fokus på at promovere europæiske digitale samarbejder.

"Det håber vi på at få gavn af. Vi har en stærk fødevareinnovation og har i årtier arbejdet med data, sensorer og robotter for at producere endnu mere effektivt og klimavenligt. Derfor arbejder vi på, at blive det skandinaviske omdrejningspunkt for et europæisk netværk af digitale innovationshubs på landbrugsområdet – det vil sige AgriHub Scandinavia. Det vil være naturligt at bygge på styrkepositioner og sammentænke indsatser", siger Karen Hækkerup.

Hun glæder sig samtidig over flere midler til elekroniske eksportcertifikater.
 
"Det vil betyde, at eksportcertifikaterne bringes væk fra papir og ind i en digital verden. Forventningen er en bedre betjening og lavere fejlrisiko", siger hun.

Erhvervsministeriets pressemeddelelse og Strategi for Danmarks digitale vækst kan læses her.

 

 

 

Faktaboks

De syv større initiativer i regeringens nye digitale strategi:

  • Digital Hub Denmark - partnerskab for digital vækst.
  • Det digitale vækstmiljø skal være blandt de førende i Europa. Regeringen vil derfor etablere et offentligt-privat partnerskab Digital Hub Denmark.

Det skal igangsætte aktiviteter, som blandt andet styrker virksomhedernes adgang til specialiserede kompetencer og muligheder for samarbejde om udvikling af nye forretningsmodeller.

  • SMV: Digital.

Under overskriften SMV: Digital vil regeringen med et samlet program understøtte, at små- og mellemstore virksomheder får et digitalt løft og styrke dansk e-handel.

  • Teknologipagt.

Regeringen vil i samarbejde med erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og andre etablere en Teknologipagt med indsatser, der skal styrke danskernes tekniske og digitale kompetencer.Målet er at få flere til at interessere sig for tekniske og digitale kompetencer på alle uddannelsesniveauer.

  • Teknologiforståelse i folkeskolen.

Et fireårigt forsøgsprogram skal skabe viden om, hvordan man bedst muligt styrker teknologiforståelsen hos den enkelte elev og gør temaet til en obligatorisk del af undervisningen.Det er forventningen, at cirka 40-50 skoler kan deltage i forsøget.

  • Data som vækstdriver - fri adgang til DMI's data.

Regeringen vil arbejde for, at danske virksomheder skal være blandt de bedste til at udnytte potentialet i datadrevet forretningsudvikling.Det skal ske ved at lette adgangen til efterspurgte og anvendelige offentlige data. Eksempelvis gennem frie DMI-data.

  • Regulering, der muliggør nye forretningsmodeller.

Regeringen vil fastsætte principper for en mere smidig erhvervsrettet regulering, der understøtter nye forretningsmodeller og digital vækst.

  • Et løft af it-sikkerheden i små og mellemstore virksomheder.

Regeringen vil løfte cyber- og informationssikkerheden i små og mellemstore virksomheder.Det sker ved at lette adgangen til viden og udarbejde konkrete værktøjer, der understøtter virksomhedernes arbejde med cyber- og informationssikkerhed.

Kilder: Erhvervsministeriet og Ritzau. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle