L&F: Slå koldt vand i blodet, EU

Landbrugspakken fører ikke til merudledning, mener L&F.

»Vi har hele tiden sagt, at landbrugspakken ikke fører til merudledning. Jeg forventer, at myndighederne har de faglige argumenter klar.«

Sådan lyder det fra Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer, efter at EU har sendt et »pilot-brev« og stillet nogle spørgsmål, der skal afklare om landbrugspakken lever op til EU-direktiverne. Han tror ikke, at henvendelsen vil føre til ændringer i pakken.

»Nu har jeg ikke selv set henvendelsen, men jeg føler, at EU skal slå koldt vand i blodet. Vi har en pakke, som først skal udmøntes, og som har en meget balanceret tilgang til produktion og miljø.

Ifølge beregningerne i Landbrugspakken vil det, at man hæver gødningsnormerne, føre til en lidt øget udledning de første år, pakken gælder. Men efterhånden som tiden går, vil nye tiltag mere end kompensere for dette.

Forudsætningerne bygger også på, at al gødning bliver brugt.

»Vi forventer ikke at alle landmænd bruger hele den ekstra gødningsmængde,« siger Lars Hvidtfeldt.
Der kan nemlig være landmænd, for hvem det ikke giver mening, for eksempel, hvis de ikke får en merpris for et højere proteinindhold.

Samtidig peger Lars Hvidtfeldt på, at en eventuel merudledning vil være så lille, at selv et flertal af forskerne peger på, at man ikke vil kunne se en ændret tilstand i vandmiljøet.

Lars Hvidtfeldt regner ikke med, at der bliver en stor sag ud af det.

»Det er mit indtryk, at ministerierne hele tiden får den slags skrivelser, når de laver politik, for at tingene kan blive afklaret,« siger han.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle