L&F slår tilbage i Filsø-sag: Politikere og organisationer burde have holdt mund

L&F-formand Martin Merrild er skuffet over politikere og organisationer, der gav landbruget skylden for fiskedød, før konklusion lå klar.

Da historien om massiv fiskedød i Jyllands næststørste sø, Filsø, rullede i slutningen af sidste uge, var flere politikere samt Danmarks Naturfredningsforening hurtigt ude og dømme landbruget som skyldig i udledning af næringsstoffer med iltsvind og fiskedød til følge.

Men fra landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer var der radiotavshed. Formand Martin Merrild havde ingen kommentarer, og det var der en klar årsag til, forklarer han til landbrugsavisen.dk.

”Ingen vidste ret meget om årsagen til fiskenes død i søndags, og det gjorde jeg heller ikke, så hvordan skulle jeg kunne gå ud og sige noget”, spørger formanden retorisk.

Tirsdag er det så kommet frem, at eksperter peger på, at årsagen til den omfattende fiskedød højst sandsynligt skyldes en blanding af dræn fra veje, grøfter, sommerhuse, skov, hede og opdyrkede marker i området.

Derfor er Martin Merrild også træt af og skuffet over automatreaktionen fra flere sider.

”Jeg synes, det er skuffende, at så mange journalister agerer mikrofonholdere for folk, der uden afventning på en undersøgelse, kommer med en automatreaktion, der hedder, at det er landbrugets skyld”, lyder det kontant fra Martin Merrild, der fortsætter:

”Det er ærgerligt og utroværdigt, og det er med til reducere respekten for politikere og det politiske arbejde, når man laver holdninger, der ikke bunder i fakta”.

Siden har han sat sig ind i sagen, og Merrild hæfter sig ved flere ting:

”Medlemmer fortæller mig, at størstedelen af områet omkring søen er uopdyrket, samt at søen blev anlagt inden for nyere tid på næringsrig landbrugsjord. Dertil kommer sommerens varme, der også kan have spillet ind. Alene de ting burde have fået journalister, politikere og organisationer til at tænke, at det her er vildt kompliceret”, siger Martin Merrild.

Formanden afviser ikke, at dræn fra opdyrkede marker i området kan bære en del af skylden for, at iltsvind slog omkring 80 ton fisk ihjel i Filsø.

”Men det skal selvfølgelig undersøges, og vi stiller fagligt personale til rådighed til at afdække, hvad der er sket. Derefter må vi lave tiltag, der kan gøre det bedre og forhindre den slags i fremtiden – hvis det altså kan lade sig gøre, når der er så meget organisk materiale i søbunden”, siger han.

LandbrugsAvisen arbejder på at få en kommentar fra præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle