L&F starter projekt i Indonesien: "Det er et lovende marked"

Landbrug & Fødevarer har startet et 4-årigt projekt om at ombygge en stærk mejerisektor i Indonesien, der kan være et lovende marked for dansk mælkeeksport.

Landbrug & Fødevarer er i denne uge i Indonesien i forbindelse med opstart af et nyt rådgivningsprojekt på den danske ambassade. Projektet har fokus på mejeriområdet, og skal hjælpe ø-riget i gang med en stærk mejerisektor.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Der er tale om et foreløbigt 4-årigt projekt, som er finansieret af Danida-midler, hvor en udsendt medarbejder på den danske ambassade i Jakarta skal bidrage til et tættere samarbejde mellem Danmark og Indonesien.

Ifølge L&F skal de danske myndigheder vejlede de indonesiske myndigheder om de danske erfaringer med at opbygge en stærk mejerisektor med baggrund i den danske andelsorganisering. Der vil derudover bl.a. være fokus på genetik, håndtering af foder, særlige danske erfaringer med omlægning til økologisk produktion - samt ikke mindst sammenhængen mellem mejerivarer og en god folkesundhed.

"Danmark og Indonesien er begge landbrugslande med et stort potentiale for samarbejde bl.a. inden for økologisk produktion. Jeg er stolt over, at et stort land som Indonesien er interesseret i at lære af vores erfaringer i Danmark", udtaler miljøminister Lea Wermelin.

Indonesien er et lovende marked

Sektorrådgiverprogrammet vil være en vigtig indgang til et tættere samarbejde mellem den danske mejerisektor og indonesiske myndigheder.

Der forventes ifølge L&F en efterspørgsel svarende til 5,4 mio. ton mælk i 2020 i Indonesien, og efterspørgslen forventes at være voksende i de kommende år i takt med, at en stadig større andel af befolkningen på ca. 260 mio. indbyggere rykker ind i den købestærke middelklasse.

Egenproduktionen fra indonesiske malkekøer forventes i 2020 at kunne levere lige under 1 mio. ton mælk svarende til ca. 18 procent af den samlede efterspørgsel i landet. Der er med andre ord et meget stort behov for import af især mælkepulver. 

"Indonesien udgør et lovende marked med et stort potentiale for at aftage flere varer fra den danske mejerisektor – i første omgang med fokus på mælkepulver til rekombinering til flydende mælk og yoghurt lokalt i Indonesien samt økologisk modermælkserstatning. Effektiviteten af en malkeko i Indonesien er lav, og produktionen af mælk i Indonesien er på et lavt niveau", siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle