L&F: Styrket praksisfaglighed i folkeskolen er en god start

Mere praktisk undervisning i folkeskolen er en god start, mener Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer bifalder den aftale, som regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fornylig har indgået om at styrke praksisfagligheden i folkeskolen. Aftalen byder på gode muligheder for Landbrugsskolerne, mener skolernes formand, Jens Munk Kruse.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

For nylig indgik regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti en aftale om at styrke praksisfagligheden i folkeskolen. Aftalen betyder, at eleverne fremover skal have to års undervisning i et praktisk eller musisk fag, som kan afsluttes med en prøve samtidig med, at de har ret til erhvervspraktik i både 8. og 9. klasse.

Derudover ønsker aftalepartierne at skabe et mere forpligtende samarbejde mellem erhvervsskolerne og folkeskolen. De vil derfor undersøge muligheden for, at eleverne kan bruge erhvervsskolernes faciliteter og undervisere i de praksisfaglige fag, forløb og aktiviteter.

Chris Holst Preuss, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk konsulent i Landbrug & Fødevarer, siger om aftalen:

”Det er positivt, at der bliver sat fokus på praksisfaglighed i folkeskolen, og at partierne vil styrke samarbejdet mellem erhvervsskoler og folkeskolen. Vi har brug for, at flere unge får øjnene op for mulighederne på erhvervsskolerne, og det gøres bedst ved at få eleverne ud på erhvervsskolerne og opleve, hvad erhvervsskolerne – og ikke mindst landbrugsskolerne – har at byde på.”

Flyt 10. klasse ud på erhvervsskolerne
Derfor så Landbrug & Fødevarer gerne, at aftalen også havde flyttet de kommunale 10. klasser fra folkeskolen til erhvervsskolerne, som Venstre netop har forslået, og som Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti tidligere har udtrykt opbakning til.

”Aftalen er en god start, men vi har brug for at hæve kvaliteten på erhvervsuddannelserne, flytte 10. klasserne ud på erhvervsskolerne og give en god vejledning til alle elever i folkeskolen, hvis vi reelt vil have flere elever til at vælge en erhvervsuddannelse,” siger Chris Holst Preuss.

Jens Munk Kruse, der er formand for Danske Landbrugsskoler, siger:

”De unge mennesker ved ikke, hvad de risikerer at gå glip af, og derfor er det en rigtig god idé at skabe et tættere samarbejde mellem erhvervsskolerne og folkeskolen. Vi har rigtig meget at byde på, og når de unge først finder ud af, hvor sjovt og spændende det er at arbejde med både teori og praksis, er jeg sikker på, at flere vil vælge at gå den vej.”

Udover et obligatorisk praktisk fag, mulighed for prøve i faget samt ret til erhvervspraktik indeholder aftalen også initiativer omkring en styrket praksisfaglighed i den obligatoriske projektopgave i 9. klasse.

Ifølge aftalen bliver der igangsat et udviklingsprojekt omkring praksisfaglighed, der har til formål at give konkret inspiration til den enkelte lærer om, hvordan de styrker praksisfaglige elementer i deres undervisning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle