L&F: Tarifstigninger er meget problematisk for landmænd og fødevarebranchen

Netselskaberne har hævet tarifferne markant, og det koster på landets gårde. Det belaster landbrug- og fødevarevirksomhedernes konkurrenceevne, påpeger direktør i L&F, Flemming Nør-Pedersen.

Ny beregninger fra Sønderjysk Landboforening vækker bekymring hos Landbrug & Fødevarer.

Det melder direktør i L&F, Flemming Nør-Pedersen, efter beregninger fra Sønderjysk Landboforening har vist, at det kan give nogle landmænd ekstra omkostninger på op til sekscifrede beløb, at netselskaberne har hævet deres tariffer.

- Landbrug & Fødevarer finder, at det er meget problematisk for vores medlemmer, hvoraf mange har et betydeligt elforbrug, at der kommer så store stigninger i tarifferne, siger Flemming Nør-Pedersen i en skriftlige kommentar.

Fra fjerde kvartal 2022 til første kvartal 2023 er der sket en eksplosiv stigning i nettarifferne, det vil sige udgiften til netselskabernes transport af strøm ud til forbrugernes stikkontakter. Der er reelt tale om en stigning på cirka 50 procent.

I landbruget, hvor elforbruget er højt, kommer stigningerne i tarifferne til at koste dyrt. 

For eksempel vil en bedrift med 240 køer eller en bedrift med 10.000 slagtesvin få en ekstra omkostning på omkring 50.000 kroner årligt. For en bedrift med 800 søer (30 kilo) koster det i omegnen af 135.000 kroner.

- Det belaster landmændenes og fødevarevirksomhedernes konkurrenceevne i en tid, hvor vi konkurrerer med andre EU-lande, der støtter deres virksomheder, påpeger Flemming Nør-Pedersen, der fortsætter:

- Det er derfor – efter Landbrug & Fødevarers opfattelse – vigtigt, at der fra politisk side er meget stærkt fokus på, hvordan den grønne omstilling kan gennemføres mest omkostningseffektivt for erhvervslivet, og at der er fuld gennemsigtighed i ændringer i tarifferne, siger han.

Energiselskaberne har flere begrundelser for de store stigninger: Selskaberne oplever stigende tab, og der er et øget behov for investering i udvidelser af elnettet. 

Fra SLF lyder det, at landmændene bør overveje at foretage investeringer i strømbesparende foranstaltninger, da de er blevet mere lønsomme med de stigende strømpriser og tariffer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle