L&F til nationalbankdirektør: Politikere kan hjælpe landbrug med polstring

Nationalbankdirektøren vil have et bedre økonomisk grundlag under landbrugene - men det er svært for landbrug, når rammevilkårene er dårlige, lyder reaktionen fra Lone Saaby, erhvervspolitisk direktør i L&F.

Det er korrekt, når nationalbankdirektør Lars Rohde i dag, mandag, har påpeget behovet for, at landbrugene bliver bedre økonomisk polstret. Men det er nemmere sagt end gjort.

Sådan er reaktionen fra Lone Saaby, erhvervspolitisk direktør hos Landbrug & Fødevarer.

”Den allervæsentligste forklaring er, at vilkårene for at drive landbrug er så vanskelige, at indtjeningen ganske enkelt er for lav, så der på mange bedrifter til stadighed har været et behov for kredit,” siger Lone Saaby.

”Der er ingen tvivl, om at vi har en akut situation lige nu, hvor der er et politisk behov for at forbedre rammevilkår og samtidig må arbejde massivt på at finde løsninger for dem, der ikke kan klare det,” siger Lone Saaby.

Strukturudviklingen skulle være sket i 2012

Det er et problem, hvis bankerne nu – mens det er dårlige tider – skal presse kunder ud i ejerskifte. Det havde været bedre, hvis det var sket, mens de økonomiske udsigter var bedre, siger hun.

”Der er ingen tvivl om, at der er en del bedrifter med store udfordringer, ikke mindst efter Ruslandskrisen. Vores bekymring er, at den finansielle sektor ikke har brugt tiden i 2012, 2013 og 2014 på at generere en strukturudvikling. Det man skulle have gjort var allerede på det tidspunkt at have taget fat i nogle af de bedrifter med for høj gæld, for dårlig indtjening for dårlig og en for lav produktivitet og hjulpet med et ejerskifte dengang,” siger Lone Saaby.

Har bankerne været for bløde over for landmændene?

”I virkeligheden har bankerne været ramt af det samme som landbruget, da afregningspriserne var begyndt at blive gode. Så tænkte man, at man gik bedre tider i mødet og håbede så, at de har kunnet løbe det igennem. I bagklogskabens ulidelige lys, så må vi nok sige, at der var noget af dette, der vidste sig ikke at stemme,” siger Lone Saaby.

Løsningen for bedrifter med høj gæld og lav effektivitet er at sikre en løsning hos egen bank eller alternativt – ofte ved mindre banker – at blive overført til landbrugets finansieringsbank, mener Lone Saaby.

En løsning kan også være at sikre mere egenkapital ind på bedrifterne, eksempelvis ved brug lån for yngre jordbrugere via Vækstfonden, der giver ansvarlig kapital og dermed øger egenkapitalen i virksomheden.

Hun påpeger desuden, at nogle af de landbrug, der har ønsket at afdrage gæld – ligesom andre brancher – at nogle finansieringsinstitutter har øget gebyrerne, så det har været vanskeligt.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle