L&F undrer sig over dom i kabel-sag

Der var ikke medhold til de landmænd, der sammen med Landbrug & Fødevarer og Gefion har stævnet Energinet i sagen om kablerne fra vindmølleparken Kriegers Flak i Østersøen. Udfaldet bekymrer L&F.

En gruppe landmænd, der havde anlagt retssag mod Energinet, fordi de ønskede, at Kriegers Flak-kablerne skulle lægges i jorden efter det såkaldte ”gæsteprincip”, endte torsdag med at tabe sagen ved Vester Landret. Retten kunne ikke se det rimelige i landmændens ønske om, at ”gæsten” - det vil sige Energinet for egen regning skulle flytte sig og fjerne anlægget, hvis lodsejeren bad om det.. 

Dommen i Kriegers Flak-sagen, der altså gik imod de landmænd, der havde rejst sagen, undrer og ærgrer Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

"Vores tilgang til sagen er, at fravigelse af gæsteprincippet kun kan ske, hvis der ligger en helt klar og frivillig aftale mellem parterne. Energinet har argumenteret for, at fravigelsen sker på grund af forsyningssikkerheden. Vi mener ikke, at det har noget med sagen at gøre. Det handler kun om den økonomiske risiko og konsekvenserne for lodsejerne. Derfor undrer jeg mig over afgørelsen", siger Thor Gunnar Kofoed.

Modsat landsretten peger han på, at dommen i praksis kan få konsekvenser for værdien af landmændenes jord.

Landbrug & Fødevarer vil nu nærlæse dommen sammen med advokat Søren Nørgaard Sørensen, som har været rådgiver i sagen.

"Vi vil sammen med vores advokater læse dommens præmisser, inden vi tager stilling til, om vi tager den videre. Det er en principiel sag med potentielt stor betydning, men samtidigt en meget tung sag, så vi skal være helt sikre på, hvor vi står juridisk", siger Thor Gunnar Kofoed.

Glæde i energinet

I Energinet glæder man sig over udfaldet, der bekræfter den praksis, der som i årtier har været brugt, når store eltransmissionskabler er blevet lagt gennem gennem landmænds marker.

Juridisk direktør Anette Ikast siger:

"Elnettets store elmotorveje er altid blevet lagt efter princippet om ”fuld tilstedeværelsesret”. Kablerne er vigtige for forsyningen af danskernes strøm, og for at vi som samfund kan gennemføre den grønne omstilling, og derfor kan de ikke lige efterfølgende flyttes. Det vil desuden også være meget dyrt for samfundet at skulle flytte store og vigtige elledninger", siger hun.

Annette Ikast anerkender, at gravearbejdet og de efterfølgende år med kablerne i jorden kan skabe gener for lodsejerne:

"Derfor forsøger vi også altid at gå i dialog med de lodsejere, der skal lægge jord til, så vi sikrer, at kablerne ikke kommer til at ligge et sted, hvor en landmand har planer om at udvide en stald eller bygge et nyt maskinhus. Og lodsejerne får naturligvis både erstatning for at der eksproprieres en stribe jord gennem deres markerne, samt kompensation for de gener, som gravearbejdet medfører. Men anlæggene er så vigtige for samfundet som helhed, at de skal have en varig placering".

 

Emneord

Top2

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle