L&F: Vigtigt, at der også kom fokus på virksomhederne i energiaftale

Energikrisen er alvorlig for danske virksomheder. Særligt for fødevareerhvervet, som ser ind i en mulig ekstraregning på 20 milliarder kroner.

Med udsigt til en mulig ekstraregning på 20 milliarder kroner for fødevareerhvervet har det været vigtigt for Landbrug & Fødevarer, at virksomhedernes udfordringer blev adresseret i de netop afsluttede forhandlinger om en energihjælpepakke.

- Alle dele af samfundet mærker lige nu konsekvenserne af de voldsomme prisstigninger på energi. Vi anerkender, at politikerne står med en meget kompleks opgave, hvor man skal hjælpe uden at puste til inflationen. Vi har oplevet en velvilje hos en stor del af politikerne i forhold til at kigge på virksomhedernes massive udfordringer. Derfor er jeg også glad for, at virksomhederne kom med i den endelige aftaletekst. Det har vi arbejdet for, siger Niels Peter Nørring, klimadirektør i L&F.

Landbrug & Fødevarer har især fokus på konkurrenceevnen hos de danske virksomheder.

- For os er det vigtigt, at regeringen i aftalen forpligter sig til at overvåge støttetiltagene i andre lande og orientere de øvrige partier om væsentlige tiltag på energiområdet i udlandet. Det skal sikre, at ansvarlige politikere kan gribe ind og sikre, at vi ikke stilles ringere ift. konkurrencen med andre lande, siger Niels Peter Nørring.

Men han understreger samtidig, at der lige nu er massive udfordringer med energipriserne, og at aftalen ikke adresserer alt.

- Vi ved godt, at det her på ingen måde løser alle problemerne for erhvervslivet. Priserne på energi vil fortsat været en meget stor udfordring hos vores medlemmer. Men aftalen indeholder trods alt elementer, som kan gøre en forskel for nogle virksomheder.  Vi havde gerne set flere initiativer, ligesom vi gerne havde set en model, hvor renten blev sat lavere, og hvor der var var større fleksibilitet ift. virksomhedernes afbetaling senere, men det var der ikke politisk flertal for, siger Niels Peter Nørring.

Formålet med udskydelsen af den ekstra energiregning er at sprede betalingen ud over en længere periode.

Ordningen giver mulighed for indefrysning i 12 måneder, en afdragspause på et år med en efterfølgende afdragsperiode på op til 4 år. Modsat husholdningerne indføres der et loft over de enkelte virksomheders samlede indefrysning under ordningen. Lofterne er baseret på fastlagte lofter af EU-kommissionen. 


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle