L&F vil bidrage aktivt til genopbygning af Ukraine

Fredag blev det første møde i regeringens følgegruppe for Ukrainefonden afholdt. Landbrug & Fødevarer er med, og står klar til at bidrage til arbejdet med at genopbygge landet, der har lange og stærke forbindelser til den danske fødevareklynge, fortæller organisationens direktør, Merete Juhl.

Et stort flertal i Folketinget blev i marts enige om at nedsætte en syv milliarder kroner stor Ukrainefond, som udover militær og civil støtte, også indeholder en række nye tiltag på erhvervsområdet, som skal give danske virksomheder en væsentlig rolle i genopbygningen af Ukraine.

Det gælder blandt andet oprettelsen af Ukraine Investeringsforum, som netop har godkendt to lån, der skal gå til genopbygningen af Ukraines landbrug og fødevareforsyning.

I forbindelse med nedsættelsen af Ukrainefonden blev der også nedsat en følgegruppe, som skal sikre, at der løbende gives indspark og idéer til myndighedernes arbejde. Følgegruppen består af repræsentanter fra NGO’er, erhvervs- og interesseorganisationer. 

Fredag er det første møde i gruppen blevet afholdt. Landbrug & Fødevarer var repræsenteret på mødet, og det glæder organisationens direktør, Merete Juhl. I en skriftlig kommentar siger hun:

- Jeg er meget glad og stolt over, at Landbrug & Fødevarer er blevet inviteret med til regeringens følgegruppemøde for Ukrainefonden. I den danske fødevareklynge har vi lange og stærke forbindelser til Ukraine, og derfor står vi også klar til at bidrage aktivt til udmøntningen af midler under fonden, siger hun.

Hun fortæller, at regeringens beslutning om at etablere en Ukrainefond er et væsentligt skridt for at sikre, at man fra dansk side og erhvervets side kan få de bedst mulige forudsætninger for at bidrage til genopbygningen. Selv lyder det fra Merete Juhl, at hun også kan bidrage.

- Jeg har et stort og godt kendskab til landet, blandt andet fordi jeg tidligere har været dansk ambassadør i Ukraine. Så det er et land, der har en helt særlig betydning for mig. Derudover har vi i Landbrug & Fødevarer også et tæt samarbejde med den herværende ukrainske ambassade, siger hun.

Med på mødet fredag var flere af regeringens ministre. Blandt andet udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Han siger i en pressemeddelelse:

- Danske virksomheder er vigtige partnere, når vi skal håndtere en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk virkelighed og løse globale udfordringer. Også i Ukraine. Derfor er det centralt, at vi får engageret de virksomheder, der skal udvikle konkrete, bæredygtige løsninger til genopbygningen, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle