L&F vil have markant højere erstatning til forbudsramte landmænd

Kommunes tilbud om erstatning er alt for lavt, mener L&F i sag om sprøjteforbud i Aarhus Kommune.

Torsdag er der fuld gang i den taksationsforretning, der skal forsøge at fastsætte en fuld erstatning til landmændene i Aarhus Kommune, der bliver ramt af et sprøjteforbud.

En kortege af repræsentanter fra kommunen, dennes rådgivere, taksationskomitéen, Landbrug & Fødevarer, dennes advokat og lodsejere bruger dagen på at inspicere de arealer og bedrifter, som bliver omfattet af forbuddet.

Aarhus Kommune har tilbudt de ramte lodsejere en erstatning på cirka 50.000 kr. pr. ha, hvilket L&F mener er alt for lidt.

"Vi er i færd med at godtgøre, at vores medlemmers ejendomme stort set ikke er noget værd, når de ikke længere kan drives konventionelt som følge af et påbud", siger chefjurist Charlotte Bigum Lynæs, Landbrug & Fødevarer, der selv er med i marken.

forhandling fredag

For landmændene er det ikke muligt at omlægge til økologi, fordi der ikke er husdyrgødning nok i området, forklarer juristen.

"Derfor er vores udgangspunkt, at erstatningen i stedet bør ligge på omkring 180.000 kr. pr. ha.", siger Charlotte Bigum Lynæs.

Selve forhandlingerne om erstatningen finder sted fredag, og hele torsdag er sat af til at besøge de ni lodsejere, der er ramt.

Lang sag

Sagen fra Aarhus Kommune, i daglig tale kaldet Beder-sagen, har allerede kørt i flere år og ser ikke ud til at få en ende foreløbig.

Udover uenigheden om erstatningens størrelse, så har L&F nemlig valgt at gå rettens vej mod Aarhus Kommune, fordi man mener, at sprøjteforbuddet er ulovligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har tidligere afvist landbrugets klage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle