L&F vil have stoppet brugen af fiskemel i hønsefoder indtil videre

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer ønsker stop for brug af fiskemel i ægproduktionen

En ny undersøgelse fra DTU viser, at der er fundet PFAS i nogle økologiske æg.

Problemstillingen med PFAS er alvorlig, og Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer følger situationen tæt, lyder det i en skriftlig udtalelse fra Landbrug & Fødevarer økologi.

- Vi ønsker et stop for brug af fiskemel i foderet indtil de nærmere omstændigheder er klarlagt. Jeg har stor forståelse for de udfordringer det giver, men fødevaresikkerheden er altafgørende, og vi skal værne om den høje tillid, der er til økologiske produkter, siger økologiformand Hans Erik Jørgensen og fortsætter:

- Nu skal vi på tværs af myndigheder, producenter, fagfolk og foderstofbranche undersøge sagen nærmere, så vi kan finde en permanent løsning på problemet. Det er altafgørende for mig, at vi tager problemet seriøst, så forbrugerne også fremover kan være helt trygge ved økologiske æg. 

Landbrug & Fødevarer har tidligere opfordret politikerne til at få udarbejdet en handlingsplan, så vi kan håndtere PFAS-problematikken, som findes mange steder i samfundet.

- DTU’s undersøgelse gør den opfordring endnu mere aktuel, og vi kommer til at følge problematikken om PFAS tæt. siger Hans Erik Jørgensen.

Professor: kan også skyldes andet end fiskemel

Ifølge Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, kan der meget vel være andre forureningskilder.

Det gør løsningen af problemet en del mere komplekst end som så, siger han til Ritzau.

Professoren henviser til en situation i Belgien. Her har man set, at lokalforurening fra en stor virksomhed, der i årtier har fremstillet PFAS, har forurenet hønseæg i hele regionen.

- Det kan komme fra lossepladser eller forskellige industrivirksomheder. Det kan være fra tekstilindustrier og tæppefremstilling, og det kan komme fra køkkenredskaber.

- Der er rigtig mange steder, hvor man har anvendt det her, og hvor fluorstofferne slipper ud til omgivelserne.

Vurderingen af, at fiskemelet er synderen, skyldes blandt andet, at der kun er fundet ubetydelige mængder PFAS i ikke-økologiske æg modsat de økologiske.

Det siger lektor fra DTU Fødevareinstituttet Kit Granby, som har været med til at lave undersøgelsen.

- Vi troede oprindeligt, at kilden til forurening var atmosfærisk nedfald, som ved andre miljøforureninger, men fordi det var helt ens koncentrationer i de her store besætninger, så kunne vi se, at det var fra foderet.

Men ifølge Philippe Grandjean udelukker det ikke, at der er andre kilder til PFAS i æggene.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle