LFS om afgiftsstigninger: Vi skal finde en rimelig model for fælles investeringer

Søren Søndergaard, næstformand i Sektorbestyrelsen i L&F Svineproduktion, svarer på den kritik, Danske Svineproducenters formand kom med tirsdag formiddag.

Tirsdag formiddag leverede Torben Hauskov, formand for Danske Svineproducenter, en gedigen bredside mod LFS og udsigten til en 60 øres stigning for alle kategorier af grise.

Det fik ham til at kalde for LFS for et avlscirkus og kalder stigningen i produktionsafgifter for en konsekvens af LFS' udygtighed.

Men Søren Søndergaard, næstformand i Sektorbestyrelsen i L&F Svineproduktion, fortæller, at ændringerne ikke blot er et spørgsmål om, at der mangler genafgifter.

"DanBred beretter om den ene markedsåbning efter den anden, men det ændrer ikke ved, at der mangler genafgifter her og nu. Men når LFS har ansøgt Svineafgiftsfonden om flere midler, handler det ikke om, hvor mange genafgifter, der er – men om at finde en rimelig model for finansieringen vores fælles investeringer", siger han i en meddelelse.

"Vi har jo i LFS en bred portefølje af aktiviteter, som den samlede branche i Danmark har glæde af – uanset hvilken genetik, man køber - men som alene er finansieret af dem, der køber DanBred-genetik i dag. Blandt andet på opfordring fra Danske Svineproducenter arbejder vi derfor med en anden model til at betale det store forsknings- og udviklingsarbejde, der foregår. Projekter, der gavner hele primærproduktionen og alle svineproducenter, skal også finansieres i fællesskab – og ikke kun af dem, der betaler genafgifter".

afgifter hæves med 8 millioner

Han peger på, at en større del af det, LFS laver i fremtiden, vil blive ansøgt i Svineafgiftsfonden og dermed være finansieret af de danske svineproducenter gennem produktionsafgifterne.

"Det, vi skal bruge specifikt til udvikling og innovation inden for avl, vil finansieres af genafgifterne", siger han.

Han bakkes op af Asger Krogsgaard, næstformand i L&F, der påpeger, at Torben Hauskov selv sidder i bestyrelsen i Svineafgiftsfonden, og han var derfor med, da beslutningen blev truffet enstemmigt.

"Der har desværre været behov for at hæve afgifterne i andet halvår af 2018 for at sikre fuld finansiering af projekterne. Der er tale om projekter, som kommer alle svineproducenter til gode, og derfor har miljø- og fødevareministeren – efter indstilling fra fondens bestyrelse – besluttet at hæve afgifterne med et samlet beløb på ca. 8 mio. kroner", siger han.

"I Svineafgiftsfonden føler vi et ansvar for, at vi kan finansiere den innovation, der er brug for i erhvervet, og som sikrer dansk svineproduktion vores konkurrenceevne og vores placering på verdensmarkedet. Der har genafgifterne tidligere været en god medfinansieringskilde på fællesskabets vegne. Det er så ikke muligt længere som følge af, at der ikke er fuld tilslutning til det nye DanBred-selskab.

Asger Krogsgaard mener også, at der nu skal stoppes med at pege fingre ad hinanden, og at alle parter skal se fremad.

"Nu er det vist på tide, at man begraver gamle stridsøkser og tænker over, hvordan vi bedst kommer videre som et samlet erhverv", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle