L&Fs tidligere økoformand vil være formand for Økologisk Landsforening

Der bliver kampvalg om formandsposten i Økologisk Landsforening: Uffe Bie og Laust Stenger er begge kandidater.

En ny demokratisk struktur i Økologisk Landsforening kan stå eller falde med valget af ny formand på generalforsamlingen 4. marts, hvor to kandidater i følge Økologisk Landsforenings netmedie Økologisk Nu allerede har meldt sig.

Uffe Bie, tidligere mælkeproducent og formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion 2008-2014, og nu pensioneret mælkeproducent og "fuldtidsforbruger", meldte sig som den første kandidat. 

Han er tilhænger af forslaget til ny struktur.

Nu har også Laust Stenger, 42-årig økologisk mælkeproducent fra Ribeegnen og bestyrelsesmedlem i Økologisk Landsforening, meldt ud, at han er kandidat. 

Laust Stenger har været en af de meget kritiske røster under sidste års til tider ophedede debat om forslaget.

For ny struktur

Uffe Bie forklarer til Økologisk Nu, at han er tilhænger af  forslaget til en ny demokratisk struktur i Økolgisk Landsforening, som bl.a. Per Kølster har været bannerfører for, men som det ikke lykkedes at få vedtaget sidste år, bl.a. på grund af en række formelle fodfejl.

Uffe Bie mener, der er tale om "en hensigtsmæssig ændring af strukturen" og mener ikke, som kritikerne, at det vil være en svækkelse af demokratiet. 

Forslaget lægger bl.a. op til at etablere et repræsentantskab med 29 medlemmer og en smallere bestyrelse.

Kritiker af ny struktur

Laust Stenger har omvendt været en af de stærke kritikere af forslaget om en ny, demokratisk struktur i Økologisk Landsforening.

"Min kritik af den nye demokratiske struktur går på, at der bliver længere mellem medlemmerne og bestyrelsen, fagudvalgene mister indflydelse, og at der vil være ekstra udgifter til strukturen, i en tid hvor økonomien er stram i ØL", skriver Laust Stenger i en præsentation af sig selv og sit kandidatur på okologi.dk

Per Kølster, nuværende formand for Økologisk Landsforening, har for en rum tid siden meddelt, at han ikke ønsker at genopstille.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle