LHN: Vi har effektiviseret driften

Hos rådgivningsvirksomheden LHN er direktør Tage Hansen glad for en øget omsætning, trods færre medarbejdere.

Hos LHN mener direktør Tage Jensen, at det er vigtigt at passe på landmændenes penge. Derfor skal en landbrugsrådgivningsvirksomhed også hele tiden optimere og effektivisere.

I sin årsberetning på LHN’s generalforsamling fremhævede direktør Tage Hansen derfor, at LHN’s effektivitet er steget.

»Vi har haft stigende omsætning, vi har fået flere opgaver og medarbejderantallet omregnet til fuldtid er faldet i perioden 2008 – 2017,« pointerede han.

Samtidig forklarer Tage Hansen, at rådgivningskompleksiteten i samme periode er blevet større, og at DLBR i samarbejde med Seges har udviklet en række nye og effektive rådgivningshjælpeværktøjer.

»Hvilket i dag betyder, at landmanden får betydelig mere for pengene,« uddyber Tage Hansen over for Landbrugsavisen.dk.

Endvidere siger han, at LHN investerer mange penge i medarbejderne. Det drejer sig blandt andet om efteruddannelse, stærke netværk og de førnævnte rådgivningshjælpeværktøjer. Alt sammen noget, der giver mulighed for at tilrettelægge opgaverne betydeligt bedre, samtidig med at LHN udnytter de enkelte medarbejders stærke kompetencer, fortæller han.

»Det betyder, at vi i dag kan løse nogle opgaver langt mere effektivt til gavn for landmændene.«

Han uddyber, at stigningen i omsætningen er en kombination af flere forhold. Dels kommer der stadig nye lovgivninger på en række områder, og dels har LHN hvert eneste år netto fået flere kunder, regnskaber, planteavlsopgaver samt en række specialrådgivningsogpaver. Han nævner som eksempel, at LHN nu har en medarbejder, som arbejder primært med skattespørgsmål - og derfor arbejder mere effektivt og hurtigere løser skatteproblemer for landmænd.

»Vi ringer ikke rundt for at kapre landmandskunder, men får mange nye kunder via »mund-til-mund« metoden,« forklarer han.

Han forventer, at efterspørgslen efter rådgivning også vil stige i de kommende år. Han mener, at landbrugsdrift bliver stadigt mere komplekst, med nye regler og krav.

»Vi glæder os også over, at landbrugsskolerne får flere og flere elever, hvilket forhåbentlig også betyder flere nye, selvstændige landmænd,« siger Tage Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle