Liberal Alliance: Aftale 100 pct. identisk med aftale med S før jul

Carsten Bach, Liberal Alliance: Ingen politiske uoverensstemmelser med S om målrettet regulering.

Den aftale, der ligger nu om målrettet regulering og som udelukkende de blå partier har skrevet under på, svarer helt til den aftale, som forligspartierne før jul forhandlede på plads med Socialdemokratiet.

Det siger Carsten Bach, miljø- og fødevareordfører for Liberal Alliance.

»Det er klart min opfattelse, at det, der ligger nu, er fuldstændig identisk med det, der var forhandlet med Socialdemokratiet før jul,« siger Carsten Bach.

Sket bilateralt

Carsten Bach ønsker ikke at kommentere Simon Kollerups udlægning om, at der også var indgået aftale mellem ham og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om, at flere partier skulle have mulighed for at slutte sig til som aftalepartier.

»Jeg ved ikke, hvad der i sidste fase har været lavet af aftaler bilateralt mellem Simon Kollerup og ministeren. Jeg kan kun tro, det er en teknikalitet i et spor mellem regeringen og S, som har udvirket, at Socialdemokratiet ikke kom med i aftalen,« siger han.

»Ærgerligt«

Carsten Bach betegner det som ’ærgerligt’, at aftalen blev uden Socialdemokratiet.

Han tilføjer, at han personligt ikke ville have haft indvendinger mod, at flere partier kunne gå med som aftalepartier.

»Derimod ville jeg nok have haft forbehold, hvis de blev ’forligspartier’,« siger Carsten Bach.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle