Liberal Alliance foreslår at afskaffe jordskatten

Liberal Alliance vil afskaffe beskatningen af produktionsjord, så landbruget får frigjort midler til investering i den grønne omstilling.

Liberal Alliance vil nu afskaffe beskatning af produktionsjord.

Mere end 120.000 landejendomme betaler i dag grundskyld af deres produktionsjord. Det er en skat, man ikke ser i andre industrier og derfor skal den nu afskaffes, lyder det fra Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen, der lørdag besøgte kvægformand Christian Lund i Rødding.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
 
"Landbruget spiller en central rolle i den grønne omstilling, og jeg har noteret mig, at landbruget er mere end klar til at tage ansvar. Men jeg ved også, at det koster penge og kræver overskud, hvis man skal fremtidssikre og innovere sin bedrift. Derfor foreslår jeg at fjerne beskatningen af produktionsjord", siger Anders Samuelsen.
 
Produktionsjordbeskatning rammer dansk landbrug særligt hårdt på konkurrenceevnen, da stort set ingen andre lande har lignende beskatning af jord. En afskaffelse vil give mere overskud i økonomien til at investere og innovere deres landbrug i en mere grøn retning, lyder det fra partiet.

"Beskatningen af produktionsjord er en særlig beskatning på produktionsapparatet, som andre brancher ikke har. Og den bremser væksten og hæmmer udviklingen i landbruget. Den vil vi gerne gøre op med", siger Anders Samuelsen.
 
Danske landejendomme betaler i gennemsnit 7.800 kroner i produktionsjordsgrundskyld om året. Det er penge, som er langt bedre givet ud, hvis de går til udvikling og grøn omstilling i landbruget, lyder det videre.
 
Mette Bock, Liberal Alliances spidskandidat ved EP-valget, vil kæmpe hårdt for at få EU's medlemslande til at skrue op for den grønne klimaforskning, så landbruget får hjælp til den grønne omstilling.

Hun slår på, at danske landmænd hører til blandt verdens bedste og at de er langt fremme i klimaomstillingen og med udvikling af nye bæredygtige produktionsformer.

"Jeg foreslår, at alle EU's medlemslande investerer 0,2 procent af BNP i grøn klimaforskning og udvikling af nye teknologier. Det vil løfte både landbruget og os andre til en bedre og langt billigere grøn omstilling", siger Mette Bock.
 
Udover Anders Samuelsen og Mette Bock var også folketingskandidaten i Sydjylland Steen Holm Iversen lørdag på besøg hos mælkeproducenten Christian Lund i Rødding for at diskutere klimaløsninger og forbedring af rammevilkårene for danske landmænd.
 

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle