Lille gevinst af svampesprøjtninger i år
Tørken har medført en meget lavt smittetryk af svampesygdomme i år. Alligevel ses fortsat faldende effekt af svampemidlerne i forsøgene.

»2018 har været udsædvanlig på mange måder. Et af de udsædvanlige forhold har været, at der stort set ikke blev set angreb af septoria i vinterhvede. Det skyldes, at septoria trives bedst i år med meget nedbør og fugt.

Derfor har der i årets forsøg kun meget undtagelsesvis været betaling for udførte sprøjtninger mod septoria«, siger Lise Nistrup Jørgensen.

Hun tilføjer, at årets forsøg på Flakkebjerg viser, at triazolerne stadig er presset, når det kommer til bekæmpelse af septoria.

»Vi så igen, at triazol-blandinger klarer sig bedre end produkter med kun ét triazol. Rene produkter som Proline, Rubric, Juventus og Bumper har klaret sig dårligt, mens produkter med tebuconazole og difenoconazole har klaret sig bedre«, siger Lise Nistrup Jørgesen.

Sidstnævnte skyldes, at tebuconazole og difenoconazole er bedre til at bekæmpe nogle af de mest dominerende septoriatyper i Danmark. Andre forsøg fra 2018 har desuden vist, at vi kan forbedre markeffekten på septoria ved at tilsætte Folicur Xpert til Propulse løsningen.

Dette løft i effekten tilskrives, at tebuconazol-delen i Folicur Xpert har forbedret den samlede effekt på septoria.

»Vi er bekymret over, at vi begynder at finde flere resistente mutationer af septoria, som har indflydelse på både triazoler og SDHI’er.

Derfor er det vigtigt, at man som landmand tager ansvar og følger de anbefalinger, som kan være med til at sikre, at vi også i fremtiden har god efekt af de få svampemidler, som vi har til rådighed«, siger Lise Nistrup Jørgensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.