Lim på grantræer forhindrer angreb af snudebiller

Verdenspremiere på nyt middel fra Bayer først i det nye år.

Når en gammel skov eller granplantage fældes, og der ret hurtigt plantes nye grantræer på arealet, er de i stor fare for at blive angrebet af snudebiller. Et angreb kan æde træerne på en dag, fortæller Carl Peter Elgaard fra Bayers stand på Agromek.

»Der er en voldsom koncentration af snudebiller efter fældning af granskov. Snudebillerne kommer fra de gamle træer - og er især et problem i nye grantræer, hvis arealet tilplantes hurtigt igen. Vores nye polymér eller barriere, som det også kaldes, smøres på alle slags grantræer ved basis (nederst, red.), hvor snudebillerne angriber, og forhindrer dem i at trænge ind. Polymer er en slags lim, og den skader overhovedet ikke træerne. Det behøver kun at komme på en enkelt gang, for det holder i to år. Og når træerne først er ordentligt etableret, skader snudebillerne ikke længere,« fortæller han.

En verdenspremiere

Et produkt, der er en barriere mod skadedyr, kræver ingen registerering, lige som sprøjtemidler og kemikalier gør. Så derfor kan det rimelig hurtigt komme ud på markedet. Bayer er i gang med at kommercialisere det lige nu, fortæller Carl Peter Elgaard.

»Det er faktisk en verdenspremiere. Vi starter med Sverige først i det nye år - fordi man i Sverige har tradition med at genplante granplantager lige efter skovning. Og det giver store problemer med snudebiller. Hidtil har man forsøgt sig med sand om de spæde træer - eller voks, men det brænder træerne for meget. Og er svær at have med at gøre. Så der er brug for et nyt middel.«

I Danmark har der været tradition for, at man venter et år eller mere med at genplante. Og så er problemet ikke så stort. Men Carl Peter Elgaard forventer bestemt, at der også vil være efterspørgsel efter det nye produkt i Danmark.

Problemerne med snudebiler ses ikke ved skovrejsning eller juletræer, da de typisk plantes på landbrugsjord.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle