LMO: Oplagte skattefradrag for deltids- og fritidslandmænd

Det er muligt at få store skattefradrag, hvis man kaster sig ud i et liv på et nedlagt landbrug med få hektar jord, fortæller skatteekspert hos LMO i en pressemeddelelse.

Går man med tanker om at udleve den idylliske drøm på et nedlagt landbrug på landet, er der foruden frisk luft og stjerneklar himmel også store skattefradrag at hente.

Det fortæller skatteekspert Mimi Shin Jensen fra LMO i en pressemeddelelse.

"Hvis man overvejer at flytte til et nedlagt landbrug, er der mange penge at spare ved at benytte sig af simple greb i skattelovgivningen. Det kan både frigive kapital til at investere i stort og småt, og det kan give en større frihed til at udleve drømmen på landet," fortæller skatteekspert Mimi Shin Jensen fra LMO.

Hun anbefaler eksempelvis vordende ejere af en landbrugsejendom at gå efter en såkaldt etableringskonto.

Det er muligt at indskyde op til 60 procent af ens lønindtægt på kontoen og altid op til 250.000 kroner.

Fordelen ved kontoen er, at den først og fremmest giver et ligningsmæssigt fradrag på 27 procent. Til gengæld kan der, når pengene hæves, stadig opnås skattefradrag for en del af de udgifter eller investeringer, som pengene anvendes til dækning af.

"Etableringskontoen er den oplagte til personer, der i deres fuldtidsjob ligger under topskattegrænsen, fordi den byder på et fradrag her og nu. Derudover giver den adgang til flere fradrag ved løbende investeringer," siger Mimi Shin Jensen.

Iværksætterkonto for højtlønnede

Ligger man derimod over topskattegrænsen i sit primære job, kan der med fordel vælges en iværksætterkonto, påpeger hun.

Det kan være en fordel at bruge, fordi det giver et personligt fradrag på op til 52 procent af indskuddet på kontoen under de samme beløbsmæssige betingelser som etableringskontoen.

"Fradraget er et gode, som landmanden kan nyde godt af, fordi det giver mere mellem hænderne, og dermed en øget likviditet" udtaler Mimi Shin Jensen.

Skal leve op til krav

Før man kan glæde sig over besparelser på sin selvangivelse, er der dog en række krav for begge konti, man skal overholde.

Der skal investeres minimum 87.600 kroner for at blive klassificeret som etableret. Derudover kræver det en arbejdsindsats på mindst 50 timer hver måned. Til gengæld kan den nyslåede landmand nyde godt af fradragene op til fire år efter etableringen.

Hvis man har etableret sig

Har man allerede etableret sig, er der dog stadig rig mulighed for at oprette en af ovenstående konti, fortæller Mimi Shin Jensen.

"Det er eksempelvis muligt at oprette en etableringskonto ved at starte en lille virksomhed ved siden af. Eksempelvis kan man rydde sne, og det giver anledning til fradrag når der indkøbes en ny traktor til snerydningen. Det kræver dog, at der investeres for minimumsbeløbet og der arbejdes mindst 50 timer i den nye virksomhed".

Pas på fradragsfælden

På den ene side er det muligt for nye landbrugsejere at få fradrag for deres virksomhed. Men de bør også være opmærksomme på, at man kan trække for meget fra, fortæller Mimi Shin Jensen.

"Vi har set talrige eksempler på, at nogle deltids- og fritidslandmænd trækker for meget fra i det årlige regnskab. Og det kan blive en dyr fornøjelse", fortæller Mimi Shin Jensen og uddyber, at hun tidligere har set eksempler på, at landmænd årligt afskriver på hele værdien af en staldbygning, selvom den måske husede familiens campingvogn.

"Det kan resultere i et større skattesmæk, da det vil være privat udnyttelse af bygningen og dermed ikke kan trækkes fra i virksomheden", fortæller hun.

Hun uddyber, det er vigtigt at en virksomhed drives med henblik på at genere overskud.

"Driver man et fritidslandbrug med flerårige underskud, er det ikke utænkeligt, at man kommer i søgelyset hos Skattestyrelsen.

Det betyder, at hvis Skattestyrelsen definerer din virksomhed som værende ikke erhvervsmæssigt drevet, indkræves der en gæld for de seneste tre års uddelte fradrag, inklusiv renter for den skat, der skulle have været betalt", påpeger Mimi Shin Jensen.

Til LMO’s cafeaften for deltids- og fritidslandmænd d. 23. januar stiller rådgivningsvirksomheden med et ekspertpanel, som deler gratis ud af tips og tricks til et liv på landet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle