Lokale producenter ser frem til mere salg

Det er fremragende, at Coop vil sætte fokus på de lokale råvarer. Det siger to fødevareproducenter, der håber på mere salg, når deres produkter fremover bliver at finde på en 'Her fra Egnen' hylde i butikkerne.

Større kundekreds, mere eksponering og øget salg.

Det er bare nogle af de fordele, som landmændene ser, ved at Coop nu sætter fokus på de lokale råvarer i deres butikker.

Med nye hylder med mærket 'Her fra Egnen' i butikkerne, skal det være nemmere for forbrugerne at finde produkter fra lokalområdet. Og det er godt for salget, lyder det blandt andet fra møller Frederik Ørting:

"Det betyder, at vi får noget afsætning til lokalområdet. Det kan betyde, at vores produktion bliver sat op, fordi vi får genereret noget efterspørgsel", siger Frederik Ørting, der er møller hos Østagergård, der er et integreret bo-, uddannelses- og beskæftigelsestilbud, der blandt andet producerer økologisk mel.

Den biodynamiske mel fra Østagergård har indtil nu kunne købes i en række specialbutikker og i en gårdbutik. Men samarbejdet med Coop, hvor de sælger deres mel i både den lokale Dagli' Brugsen, Kvickly og Irma-butikker giver mølleriet en meget større kundekreds:

"Vi ikke skal ud og finde kunderne, men kunderne finder os", siger Frederik Ørting.

Nemmere at komme ud

Også producent Per Arnmark ser positivt på Coops tiltag. Han er manden bag Kattinge Kraut, der producerer økologisk kraut (surkål) og kimchi (fermenterede grøntsager - ofte kål) med levende mælkesyrebakterier.

"Det er rigtig godt for mig, at de vil gøre noget for at reetablere det her koncept. Det får drastisk betydning for mig, der med et højkvalitetsprodukt og et lille dækningsbidrag får et omsætningsrygstød, når vi bliver præsenteret for kunderne i detailbranchen. Det ville have været svært for mig at komme ind på andre måder", siger Per Arnmark, der primært har solgt sine produkter i helsekostbutikker, men nu får sine varer ud i Coop's butikker.

Coop har tidligere tilbudt et lignende tiltag, men her skulle alle varerne køres til et centrallager i Odense og derefter fordeles tilbage ud i landet til de lokale butikker. Det gav ikke mening og var omkostningsfuldt, forklarer møller Frederik Ørting.

Nu kan butikkerne i stedet gå på en online markedsplads 'Råhandel' og blive præsenteret for alle de lokale producenter. Her kan de bestille en samlet leverance i stedet for at skulle bestille fra ti små leverandører.

Mængde giver effekt

Den store opgave bliver nu at få fortalt historien om de lokale produkter, siger Per Arnmark. De skal være gode til at lave opskriftsbøger eller indhold til de sociale medier, som butikkerne kan videreformidle til kunderne.

"Den gode historie er essentiel for at oparbejde et stærkt brand. Man tjener ikke meget det første stykke tid med et produkt, der er så dyrt i råvarer. Så mit håb er at mere salg kan skabe indtjening nok til at kunne investere i noget automatisering", siger Per Arnmark.

"Det er ikke svært at få varer ud i butikkerne, det er mere svært at få kunderne til at putte det ned i indkøbsvognen - og at de forhåbentlig også gør det ugen efter", siger Frederik Ørting, der især fremhæver, at større områder med flere varer tiltrækker mere opmærksomhed:

"Det tager sig super godt ud, når man ser en hyldemeter, hvor der står nye og spændende varer. Og så opdager man måske, at det ligger tæt på, hvor man bor", fortsætter Frederik Ørting.

I første omgang skal konceptet 'Her fra Egnen' premiere i Roskildeområdet, hvor de første 7 butikker allerede er med. Flere er på vej, og i løbet af den kommende måned forventes yderligere 15 butikker i København at komme med. Herefter er hensigten, at det skal brede sig til andre områder i landet.

Faktaboks

  • Coop indretter nu i udvalgte butikker en 'Her fra Egnen' hylde eller stand.
  • Området i butikken skal sætte fokus på de lokale produkter.
  • I første omgang introduceres konceptet i Roksilde-området i butikkerne: SuperBrugs, Dagli´Brugs, Kvickly eller Irma. Men skal senere hen bredes ud.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle