Lokalsamfund flager på halvt for minkavlere i knæ

Det lille samfund på Gjøl viser opbakning til de mange minkavlere i området, beretter landboformand, der retter kras kritik mod myndighedernes håndtering af aflivningen.

Med over 30 minkfarme i samme område gør det noget ved stemningen, at myndighederne torsdag begyndte en aflivning af smittede og raske besætninger på Gjøl i Nordjylland.

Det må formand i Agri Nord Carl Christian Pedersen sande, efter han fredag besøgte en avler i området.

Straks han kørte ind på Gjøl, bemærkede han, at der bliver flaget på halvt.

"Det viser en sympati og en frustration over, hvordan det her erhverv bliver behandlet de her dage. Minkfarme betyder meget på Gjøl, og det er en meget alvorlig stemning, der møder en, når man kører ind i området", siger formanden.

mink corona gjøl minkavlere fødevarestyrelsen carl christian pedersen agri nord

uanstændigt roderi

Torsdag startede Fødevarestyrelsen aflivningen på den første minkfarm på Gjøl, hvor avler Poul Frederiksen først nægtede at lukke op.

Med en fredelig indsats fra politiet gav avleren til sidst efter, men da Agri Nords udsendte advokat dukkede op og påpegede, at styrelsens papirarbejde ikke var i orden, måtte myndighederne trække sig tilbage igen.

"Det er noget uanstændigt roderi, at myndighederne ikke har styr på det her. Hvis det er betegnende for processen, så forstår man til fulde den frustration, der er i den her avlerkreds", skælder Carl Christian Pedersen og fortsætter:

"Ikke nok med, at avlerne får frataget deres livsgrundlag, så foregår det i en rodet forestilling, hvor myndighederne ikke helt ved, hvilket ben de skal stå på".

"Samtidig har man sat Beredskabsstyrelsen til at klare de her ting, som nok ikke har nær de kompetencer, som avlerne ville have, hvis de selv skulle stå for aflivningen".

skeptisk formand

Formanden er desuden skeptisk overfor beslutningen om, at besætninger, der har været smittet, eller ligger inden for 7,8 km radius af en smittet farm, også skal slås ned.

"Jeg skal ikke gøre mig til dommer på det her område, når man lytter til fagkundskaben fra de dyrlæger, jeg har talt med heroppe, så lyder det jo, at minkene kommer igennem det", siger Carl Christian Pedersen og fortsætter:

"Det betyder, at de mink, der er raske igen, kan bruges som avlsdyr fremover. Igen jeg er ikke ekspert, men jeg må jo lytte til fagkundskaben, og det kan jeg ikke forstå, at myndighederne ikke gør".

sender hjælp

Har man set billeder fra gårsdagens aktion, ser det voldsomt ud med medarbejdere i beskyttelsesdragter og militæruniformer.

Det er en voldsom oplevelse for avlerne, som Agri Nord har valgt at bistå med både rådgivere og advokater. 

"Vi hverken kan eller vil forhindre myndighederne i at udføre deres arbejde, men vi vil gerne give noget tryghed for avlerne i den her proces", siger formanden og fortsætter:

"Vores juridiske personale kan være med til, at de her familier føler sig på juridisk sikker grund, når de skriver under. Servicen er egentlig for vores medlemmer, men det skelner vi ikke så meget mellem i den her situation. Vi skal bare forsøge at hjælpe, hvor vi kan".

Over 30 minkfarme ligger der på Gjøl. 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle