Lolland-Falster skal have ny gasledning til 792 millioner

Regeringen vil anlægge en gasledning, som skal forsyne Lolland-Falster, sikre CO2-reduktioner og fastholde lokale arbejdspladser på blandt andet Nordic Sugar.

I dag er Lolland-Falster sammen med Bornholm og Djursland de eneste større områder i Danmark, som endnu ikke har adgang til gas.

Det skal der nu gøres noget ved, og derfor vil regeringen bede det statslige energiselskab, Energinet, om at anlægge en 115 kilometer lang gasledning fra Sydsjælland gennem Falster og til Nakskov på Lolland.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Efter planen skal gasledningen være færdig i 2024, og prisen bliver lige under 800 millioner kroner.

"Dette er en meget stor investering, som er nødvendig for at hjælpe Lolland-Falster. Det handler om at beskytte truede arbejdspladser og om at sikre grøn omstilling i alle dele af Danmark", siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og tilføjer:

"Den nye gasledning vil allerede ved etableringen give store CO2-besparelser, og på sigt bliver det en helt CO2-neutral løsning, når vi får nok biogas".

Stor nyhed for sukkerroefabrikker

Gasledningen skal sikre mere klimavenlig energi på Lolland-Falster, men den skal også være med til at fastholde lokale arbejdspladser ved at hjælpe blandt andet Nordic Sugars sukkerfabrikker videre med den grønne omstilling.

"Hvis sukkerproduktionen i Danmark ikke får hjælp til at omstille sig, er vurderingen, at den ville flytte til et andet sted i verden. Det ville ikke være bedre for klimaet, og det ville være katastrofalt for Lolland-Falster", lyder det fra Dan Jørgensen.

Nordic Sugar har ca. 350 ansatte, og ca. 750 lokale roedyrkere leverer sukkerroer til fabrikkerne. 

Derudover har flere andre produktionsvirksomheder, feks. producenter af morgenmadsprodukter, maling og asfalt tilkendegivet, at de agter at blive koblet på gasledningen.

"Det er meget glædeligt, at der nu er fundet en løsning, som sikrer en langsigtet bæredygtig omstilling af sukkerproduktionen i Danmark. Jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet til os undervejs i denne proces. Det er et vigtigt skridt for vores fortsatte konkurrenceevne internationalt og bidrager samtidig til, at Danmark kan opretholde en mere end 150 år gammel tradition for sukkerproduktion på Lolland-Falster", siger Jesper Thomassen, Managing Director, Nordic Sugar i Danmark.

Nordic Sugar er i dag er den næststørste CO2-udleder i industrien i Danmark, og gasledningen vil årligt skære 51.000 ton CO2 alene af udledningen fra Nordic Sugar-fabrikkerne, når kul og olie erstattes.

Anlægsomkostningerne ved gasledningen er 792 mio. kroner. Heraf finansierer gashandleren Andel 84 mio. kroner ved en kontrakt om at aftage gas fra nettet i en 15-årig periode - gassen skal leveres videre til Nordic Sugar.

De resterende anlægsomkostninger tariffinansieres. Både Andel og biogasproducenten Nature Energy har booket kapacitet i gasledningen i en 15-årig periode.

Faktaboks

Fakta

  • Gasledningen bliver ca. 115 km lang og vil gå fra Sydsjælland over Falster og ende i Nakskov. Gasledningen bliver koblet på det danske gassystem ved Everdrup på Sydsjælland.
  • Fra 2020 til 2030 forventes andelen af bæredygtig biogas i det danske gasforbrug at stige fra ca. 20 pct. til ca. 50 pct. I 2040 er der potentiale for, at al dansk gasforbrug består af gas fra vedvarende energikilder.
  • Nordic Sugar-fabrikkerne danner grundlag for Lolland-Falsters største arbejdspladser med ca. 350 ansatte i Nakskov og Nykøbing Falster. Derudover leverer ca. 750 lokale roedyrkere sukkerroer til fabrikkerne.
  • Det nuværende forbrug af kul og olie medvirker til, at Nordic Sugar i dag er den næststørste CO2-udleder i industrien i Danmark. I 2019 udledte de to sukkerfabrikker 162.000 ton CO2.
  • Ud over Nordic Sugar har 15-25 andre virksomheder på Lolland-Falster tilkendegivet, at de gerne vil kobles på gasledningen. Det drejer sig bl.a. om producenter af morgenmadsprodukter, maling og asfalt.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle