Lukning af fodercentral sender millioner tilbage til minkavlere

Der står millioner på bankbogen hos Sjællands Pelsdyrfoder, som nu står til at lukke. Pengene bliver sendt tilbage til medlemmerne.

Færre mink på Sjælland fjerner grundlaget for en fodercentral på øen.

Det er ifølge direktør Jesper Ilsø den primære årsag til at lukke Sjællands Pelsdyrfoder, som bestyrelsen har foreslået sine medlemmer.

"Branchen har haft nogle hårde år, og nu har vi set et 2020, hvor det ikke er blevet bedre", fortælleren direktøren og fortsætter:

"Vi kigger ind i en så kraftig reduktion af avlsdyr på Sjælland, at forudsætningerne for en rentabel produktion af foder ikke er til stede".

millioner på bogen

Direktøren afviser, at beslutningen hænger sammen med virksomhedens økonomi og påpeger, at Sjællands Pelsdyrfoder har en velvoksen egenkapital.

Ifølge det seneste regnskab, står der over 27 mio. kr. i egenkapital hos Sjællands Pelsdyrfoder, ligesom der er aktiver for 50 mio. kr. 

Penge, som nu står til at blive sendt tilbage til medlemmerne.

"Det bliver et væsentligt beløb per avler, men der vil være en række ubekendte, når man opløser et selskab, så hvor meget det bliver, kan vi ikke sige", siger Jesper Ilsø og tilføjer:

"Vi er et likvidt selskab, og avlernes indskud kan vi nemt svare igen i hvert fald".

stopper mens legen er god

Direktør Jesper Ilsø fortæller, at han er stolt af at være i en veldrevet virksomhed, der alligevel vælger at træffe så barsk en beslutning.

"Vi skal løfte os op i helikopteren og tage de svære beslutninger, så de tilbageværende avlere får de bedst mulige rammebetingelser. Der er jeg stolt af at være en del af fodercentral, hvor man kan træffe de beslutninger", siger han og fortsætter:

"Med den likvidtet, vi har, kunne vi godt have valgt at køre igennem i nogle år og håbe, at det blev bedre, men vi har valgt en anden vej. Vi lukker, mens legen er god og sender i stedet nogle penge ud til landmændene".

"Medarbejderne er blevet varslet om, at det er den vej, det går, men som sagt er der ikke taget en endelig beslutning nu. Det skal ske på generalforsamling".

Den ekstraordinære generalforsamling er endnu ikke datosat.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle