Lunkne sønderjyder: »Fusion er ikke den eneste vej«

Sønderjyske formænd ønsker tillykke med jysk rådgivningsfusion, men signalerer ikke selv ønsker om fusion.

Flere peger i debatten om rådgivningens fremtid på, at der om få år kun er plads til en håndfuld store, kraftfulde rådgivningscentre i Danmark.

Skal man gå ind på den tankegang, peger pilen i retning af bl.a. en sønderjysk fusion, nu, da to store rådgivningscentre kommer til at dominere i øst-, midt og vestjylland: LMO og det fusionerende selskab Heden & Fjorden og Jysk Landbrugsrådgivning.

Men den køber fire sønderjyske formænd ikke.

Ønsker tillykke og ikke mere

De fire sønderjyske formænd ønsker alle Heden & Fjorden og Jysk Landbrugsrådgivning tillykke med fusionen, men de er uenige i, at kæmpestore rådgivningsselskaber nødvendigvis er den eneste vej frem.

Det er noget, markedet bestemmer, lyder det.

»Jeg kan kun ønske vore kolleger held og lykke. Men personligt hverken tror eller håber jeg, at store fusioner er den eneste vej frem for rådgivningen,« siger Jørgen Popp Petersen, formand for den tyske landboforening LHN i Tinglev.

»Vi har i alt fald ingen planer om at fusionere i LHN. Hvilket ikke er ensbebetydende med, at tingene er statiske hos os.«

Mange udbydere på færde

Jørgen Popp peger på, at dlbr-centrene langt fra er ene på rådgivningsmarkedet, hvor Danish Crown, DLG, dyrlæger og private aktører også er på færde i stor stil.

»Det ændrer fusioner ikke på,« siger Jørgen Popp.

Han mener, at løsningsmodeller kan være at gøre som LHN, der har opgivet fuld rådgivning på en række områder og til gengæld specialiserer sig i andre.

»Der er mange udbydere, og rigtig mange bønder vælger at få deres rådgivning forskellige steder. Og måske gør det ikke noget, at dlbr ikke har monopol.«

Markedet bestemmer

Det samme siger Antoni Stenger, formand for Landbrugsrådgivning Syd.

»Landbrugsrådgivning Syd har en god størrelse, og vi har ingen planer om fusion. Vores omsætning er steget med 50 pct. siden 2010, og vi har en tilgang på i gennemsnit 60 kunder hvert år. Men det er markedet, der bestemmer, så hvis kunderne holder op med at købe rådgivning, er det noget andet,« siger han.

Afviser ikke blankt fusion

Til gengæld afviser Mogens Dall, formand for LandboSyd, ikke helt tanken om en rådgivningsfusion i Sønderjylland.

Tværtimod antyder han, at tanken ikke er helt fjern.

»Man skal aldrig afvise noget. Ærlighed varer længst, og så kan jeg ikke komme det tættere.«

Mogens Dall tilføjer, at fusioner for ham at se først er helt optimale, hvis både rådgivning og ejerforeninger fusionerer, hvilket hverken er sket i LMO eller kommer til at ske ved fusionen af Heden & Fjorden med Jysk Landbrugsrådgivning.

»Landmændene fattes penge, så hvis man skal optimere og skære helt til benet, bør man gå hele vejen. Derfor må jeg konstatere, at den nye fusion snarere er en forlovelse end et giftermål.«

Han ønsker dog tillykke med fusionen.

»Det er godt gået og vel det muliges kunst.«

I Sønderjysk Landboforening ønsker formand Christian Lund, der sidder i møde, kortfattet tillykke

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle