Lynhurtig: Vinder af Skyd Høsten fangede lyn på sin mobil

En overrasket, men glad og stolt vinder af Skyd Høsten 2019, Tom Sangild, overvejer at bruge præmien på en julefrokost og en badeferie.

Der er stille for enden af telefonen. Så griner han. Den er god nok. Tom Sangilds foto med lynet over sin traktor er årets vinder af Skyd Høsten, og han kan derfor se frem til en høstfest til en værdi af 25.000 kr.

"Jeg tænkte, det var godt gjort af mig. Det kom bag på mig, for der var virkelig mange flotte billeder. Da jeg så nogle af de andres, tænkte jeg, at jeg bare skulle være glad for at have vundet en lagkage", fortæller Tom Sangild, da LandbrugsAvisen møder ham.

Den 42-årige landmand driver Kærildgaard I/S i Sunds ved Herning sammen med sin far, Thorkild Sangild på 70 år. Sammen dyrker de 340 hektar jord med frøgræs, vårbyg til maltbyg og stivelseskartofler.

Da meteorologerne lovede kraftig regn i løbet af natten i slutningen af august, skiftede Tom Sangild sengen ud med traktoren for at hente 170 halmballer ind i tørvejr.

"Det er fascinerende, at naturen kan lave lyn, og det var så flot den aften, så jeg ville prøve at fange et lyn på mobilen".

Vinderbilledet til Skyd Høsten. Foto: Tom Sangild.

Høstfesten bliver en julefrokost

I nogle minutter stod han og klikkede løs, indtil det lykkedes. Da han lagde billedet op på Facebook, skrev en kammerats hustru, at han skulle sende billedet ind til konkurrencen.

"Jeg spurgte hende, om jeg havde en chance, og det mente hun bestemt. Så sagde jeg, at hvis jeg vandt, så skulle de nok komme med til høstfesten. Så der kommer et ekstra hold i år", siger han med et smil.

Præmien på 25.000 kr. har landmanden tænkt sig at bruge på gårdens årlige julefrokost, hvor alle, der har hjulpet til under høsten, er inviteret. Inklusiv kammeraten og hans familie. Gæstelisten lyder indtil videre på 40 personer inklusiv koner og børn.

"Men det kan også være, at nogle af pengene bliver brugt på at få badebukserne på i januar eller februar sammen med ungerne", lyder det fra Tom Sangild, der har tvillingerne Mads og Emma på otte år.

Den bedste høstvideo

Det er kun cirka halvanden måned siden, han købte sin første drone. Men den 30-årige fotograf Jan Jacobsen har siden hen lavet over 100 flyvninger fordelt på 75 timer.

På sit barndomshjem Nedergård på 52 hektar i Tjele er der rig mulighed for at træne droneflyvning og vise landbruget fra

"Interessen kom stille og roligt. Jeg kan godt lide at tage forskellige billeder på forskellige måder. Hvis du bare tager din mobil frem, så får du stort set de samme slags billeder", siger han.

På trods af den korte periode som certificeret dronefører, er hans video valgt som vinderen af ’Skyd Bedste Høstvideo’.

Du kan læse artiklen om Jan Jacobsen her.

Tak for i år!

Hermed slutter Skyd Høsten med Gjensidige for i år.

Igen i år har engagementet været stort, og LandbrugsAvisen vil gerne takke for alle indsendelserne fra hele landet.

Det har været uvurderligt at følge med i alle de forskellige høsthistorier, og vi glæder os meget til næste år.

PÅ GENSYN I 2020!

 

Emneord

Skyd Høsten 2019

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle