Måling: To ud af tre danskere mener, at landbruget fylder tilpas

Et massivt flertal af danskerne mener ikke, at landbruget skal fylde mindre i landskabet, end det gør i dag, lyder det i ny måling fra analyseinstitut.

To ud af tre danskere mener, at landbruget fylder tilpas meget i det danske landskab. Det viser en ny måling, som er foretaget af analyseinstituttet Epinion på vegne af Christiansborg-mediet, Altinget.

I målingen svarer 68 procent, at landbruget har en ”tilpas størrelse”. 15 procent mener, at det danske landbrug optager for meget plads, mens ni procent omvendt synes, at landbruget fylder for lidt.

Målingen kommer efter, at statsminister Mette Frederiksen til Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad i begyndelsen af september gik ud at sagde, at: "I vores iver efter at være et landbrugsland, er vi gået for langt”.

Ifølge Altinget er undersøgelsen udarbejdet på baggrund af i alt 1.025 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover, og interviewene er foretaget i midten af september.

Cirka 60 procent af det danske areal er dyrket, hvilket længe har ført til kritik fra Danmarks Naturfredningsforening, da det sammenlignet med andre lande er et af de højeste i verden. Omvendt vil nogle også påstå, at det grundet verdens landes vidt forskellige geografi er svært at sammenligne, når det kommer til, hvor stort et areal, der er dyrket.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle