Månedsprognose: April slutter køligere - med maj kommer varmen

Det varme forårsvejr får en brat afslutning i denne uge, og prognoserne peger fremadrettet på en mere kølig og ustabil afslutning på april. Maj bliver først lidt køligere end normalt - men så skulle det blive varmere.

Fra onsdag vil temperaturerne igen falde, og generelt ser vi frem mod en mere kølig og ustabil afslutning på april måned, end de tre varme aprildage vi netop har haft.

Det melder DMI i deres seneste månedsprognose, der netop er udgivet.

Også den første halvdel af maj ser ud til at blive lidt køligere end normalt og i perioder med noget ustadigt vejr, der dog også vil byde på dage og timer med sol og kortvarigt lunere vejr.

Dykker vi ned i prognosen, ser uge 17, den kommende uge, ud til at blive domineret af en kølig nordvestlig eller vestlig vind, der vil give skyer og enkelte byger. Solen vil der dog blive plads til en gang i mellem, men vejret vil flere dage sandsynligvis blive skyet og med små regnbyger. 

Ikke helt frostfrit

Starten af maj bliver også køligere end normalt for årstiden, skriver DMI. Dagtemperaturen kommer til at ligge mellem 10 - 15 grader, men enkelte dage kan det blive op til 18 grader. 

Om natten bliver det typisk mellem 3 og 9 grader, og enkelte dage med klare nætter kan temperaturen komme ned omkring frysepunktet.

Generelt kommer ugen til at bestå af typisk forårsvejr, der byder på lidt af det hele. 

"Mindre lavtryk kan passere Danmark fra vest eller sydvest med skyer og lidt regn, efterfulgt af enkelte byger. Lavtryk kan også passere lige syd for landet, men der burde også være plads til en mindre højtryksryg med en overgang tørt vejr, nogen sol og lidt stigende temperaturer", forklarer Martin Lindberg, langtidsmeteorolog.

Det ustadige vejr med sol, byger og regn fortsætter et godt stykke ind i maj, melder vejrtjenesten. 

Maj slutter solrigt

I slutningen af uge 19, midt i maj, bliver prognosen gradvist mere usikker, understreger DMI, men ugen byder måske på en længe ventet opklaring og lunere luft.

"I slutningen af ugen kan en højtryksryg dog nærme sig Danmark vestfra og give mere tørt vejr med nogen sol og mere normale temperaturer".

Den tendens fortsætter måske resten af maj ud, lyder det.

"Der er dog en god mulighed for, at højtryksrygge efterhånden vil forskydes op over Sydskandinavien og give os mere tørt og solrigt vejr i slutningen af måneden. Dermed vil dagtemperaturerne sandsynligvis stige til op mellem 15 og 20 grader, og i slutningen af måneden kan vi måske stedvis nå op mellem 20 og 25 grader, men det er naturligvis en usikker prognose", fremgår det af månedsprognosen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle