Månedsprognose: Lun luft i april og formentlig et farvel til nattefrost

Der er masser af lun luft og sol på vej til os i april, viser DMI's seneste månedsprognose.

Marts måned endte som den solrigste marts i syv år, men gennemsnitligt 10 timers solskin pr. dag i slutningen af måneden. 

Samme tendens kommer til at gå igen de første uger af april. Årets sidste forårsmåned er ellers kendt for at være særdeles vægelsindet rent vejrmæssigt, og kan byde på alt fra snevejr, hagl og skybrud til høj sol og sommerfornemmelser.

Det bliver afgjort sidstnævnte april har på menuen i de første uger, fortæller langtidsmeteorolog hos DMI Steen Hermansen.

"En dejlig lun luftmasse strømmer op over os, og det vil endegyldigt være slut med udbredt nattefrost fra weekenden og i næste uge. Det burde bliver plantevenligt vejr, så alle kan komme ud og fået sået uden for mange gener og ikke for megen blæst og op mod 18 grader", siger meteorologen.

"Jeg tør ikke love, at nattefrosten ikke kommer igen, men nattetemperautrerne vil oftest ligge mellem 2 - 6 grader. Hvis der kommer nattefrost, vil det være mest udbredt i det jyske midt i landet og i den nordøstlige del af landet".

Først skal et par blæsende og grå dage torsdag og fredag overstås, men derefter byder uge 15, det vil sige påskeugen, på ganske godt vejr.

Ikke meget regn i prognoserne

Der kan som vanligt komme et par fronter forbi i april, fortæller Steen Hermansen, men kigger man overordnet på de første uger vil de være præget af en højtryk, lun luft og svage fronter.

"I uge 16 kan der være nogle dage med lidt regn og rusk, men ellers er nedbørsmængden i det normale leje eller lige lidt under, hvad vi plejer", siger han.

Fra uge 17, det vil sige fra mandag den 20. april, ser prognoserne også ud til at holde overvejende tørt. Der er dog en vis usikkerhed, når meteorologerne kigger mange uger frem.

Lun luft og 18 grader

Temperaturerne kommer til de fleste dage at ligge omkring 10 - 15 grader i dagtimerne. Nogle dage vil byde på et par grader køligere vejr, mens andre ser ud til at byde på op til 18 grader og en smag af sommer.

"Det ser ud til, at det fra næste uge er helt slut med de helt kolde temperaturer, det ser ud til at varmen slår igennem", siger Steen Hermansen.

Den varme luft kommer dog med en pris i form af mere fugt i atmosfæren, og kan betyde flere skyer på himlen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle