Månegrisstald tæt på at finde ny landmand - men projekt trækker ud

Det er snart halvandet år siden, at ApolloThy sammen med et andet projekt blev udnævnt til vinder af de 14 månegris-millioner.

Siden blev projektet ramt af, at naboerne i Thy indklagede miljøgodkendelsen for Natur- og Fødevareklagenævnet. Nævnet var ramt af udflytning og lange sagsbehandlingstider. I mellemtiden blev grunden, Egebaksande, solgt til anden side.

Nu er der omsider udsigt til, at projektet lander en ny lokation.

"Vi er ved at forhandle detaljer på plads med en landmand, og det ser ud til, at det nok skal lykkes", fortæller projektleder Arne Grønkjær Hansen.

Månegrismillionerne stammer fra GUDP-puljen under Miljø- og Fødevareministeriet. Målet med månegrisprojektet er at afprøve banebrydende teknologi, der skal sænke miljøbelastningen til et minimum.

Foruden Teknologisk Institut rummer konsortiet blandt andet Gråkjær, Skov, Tican, Big Dutchmann og Seges. Det er dermed et omfattende projekt med mange parter.

Konsortiet havde håbet på, at en løsning var på plads lige efter jul, beretter Arne Grønkjær Hansen. Det er almindeligt, pointerer han, at der opstår forhold, der skal findes afklaring på, i et omfattende byggeprojekt. Således er der endnu ikke fuldstændig afklaring på miljøgodkendelsen.

Projektet i Thy omhandlede 9500 stipladser og 7,5 mio. kr. i GUDP-tilskud.

"Selvom projektet bliver mindre end det oprindelige i Apollo Thy, så skal alle detaljer være på plads", siger han.

Han oplyser, at GUDP-puljen har givet forlængelse til projektet, så det ikke risikerer at miste tilskudsmillionerne.

Det andet månegrisprojekt, kaldet Space, er godt i gang, beretter landmand Jørgen Berth. Projektet består af fuld renovering af en eksisterende stald ved Randers, hvor produktionen udvides til i alt 3.870 stipladser.

På grund af videreudvikling af elementer har detailplanlægningen taget tre til fire måneder mere end planlagt, men de gamle stier hevet ud.

"Det er bare et skelet med mure og spær, der står tilbage. Hele bunden er gravet ud. Kassettemodulerne leveres i løbet af en uges tid", beretter Jørgen Berth,  I/S Værum Vestergaard.

De øvrige partnere i projektet er blandt andet Farmlog, European Protein, DTU, Seges, Weda, Munters og Teknologisk Institut og andre aktører, fremgik det af pressemeddelelsen i 2016. Dette projekt fik 6,5 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle