Måske accepterer man nu i EU, at noget er vigtigere end andet

I landbrugs- og fødevareklyngen er man angste for, at politikere med blikket fast rettet mod genvalg, når det gælder klimatiltag, træffer forhastede, populistiske beslutninger til skade for erhvervet. Et kig på EUs energistrategi kan give håb om en vis fornuft, også når det gælder produktionen af fødevarer. Sådan skriver LandbrugsAvisens chefredaktør Christian Friis Hansen.

Det var det helt store slagnummer i denne uge.

Esbjerg, Danmarks femtestørste by, var for en stund Europas centrum for energi, da regeringschefer fra Tyskland, Holland, Belgien og EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen i denne uge mødtes med statsminister Mette Frederiksen (S) for at underskrive den såkaldte Esbjerg-aftale, der skal sikre en tidobling af kapaciteten for havvind i Nordsøen inden 2050.

Jublen var betydelig, og hele seancen blev i sagens natur solgt som et gennembrud for den grønne omstilling, hvilket planen - fuldt gennemført - givet også vil blive. Selvfølgelig iblandet den aktuelt meget presserende opgave at blive fri for russisk olie og gas.

Men hvad der var en betydeligt mindre omtalt del af »RepowerEU«, er det forhold, at der også skal investeres betydelige summer i at sikre leverancer af fossile brændstoffer. Og hvad var nu lige det?

Det er her, man i landbrugs- og fødevareklyngen måske kan finde håb.

For hvor grøn man nu er eller vil være, ligger der heri en erkendelse blandt regeringschefer og i EUs absolutte top af, at noget ganske enkelt er vigtigere end andet. Man kan ikke bare i klimaets hellige navn forlade sig på grøn energi, før man har et sikkert og afprøvet net af ikke-fossile energikilder, der kan dække hinanden af. Og det har man ikke endnu, og indtil da må man, for at gøre sig fri af Putin, investere i den fossile energi.

Oversat til landbrugs- og fødevareklyngen kunne dette være tankegangen, der sikrer, at der ikke spilles hasard med fødevareforsyningen med den deraf følgende risiko for hungersnød og voldsomt stigende priser på mad. Begrænsninger i kvælstofforbrug, ensidige afgifter på animalsk produktion, braklægning af flere arealer er bare nogle af de værktøjer, der er nævnt som virkemidler, men som ud over deres effekt på miljø og klima med stor sandsynlighed også medfører færre og dyrere fødevarer.

Ligesom på energifronten må man altså også her erkende, at noget er vigtigere end andet. Og det kan man også fint. Det er eksempelvis ikke en negligering af behovet for klimaomstilling, hvis man erkender, at kampen mod hungersnød er akut og kommer i første række.

I øjeblikket er der et højeksplosivt debatklima på den front, hvor snart sagt enhver eftertanke eller indrømmelse sidestilles med modstand mod klimasagen. Og i sidste ende kommer det til at virke kontraproduktivt, fordi debatten så holdes i et sort/hvidt perspektiv.

Og verden er i farver.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle