Mælkeproducent: Giv de gamle køer en chance og få mere mælk

Rettidig omhu og stabilitet uden overilede beslutninger er vejen til høj holdbarhed hos I/S Myrhøjgaard.

Hvis man hver dag gør, som Mærsk McKinney sagde om rettidig omhu, kommer man langt.

Niels Ejnar Sørensen smiler en anelse, men alvoren bag ordene er man ikke i tvivl om.

Og han har noget at have det i, for på gården Myrhøjgaard ved Tjele er man langt foran gennemsnittet, når det især drejer sig om ydelse og holdbarhed på besætningens 140 årskøer.

Hele 14 ton mælk er køerne på Myrhøjgaard foran landsgennemsnittet, når de afgår, og det kan især forklares med rettidig omhu og stabilitet, fortæller Niels Christian Hansen, som ejer Myrhøjgaard sammen med Niels Ejnar Sørensen.

"Vi forsøger at gøre alt omkring køerne så stabilt så muligt. Pasning, fodring, malkning. Det kvitterer de for", uddyber han.

Tid til overblik

Siden Niels Ejnar og Niels Christian overtog bedriften i 1990, har de løbende udvidet og mekaniseret. I dag malkes køerne af to DeLaval robotter, fodres med en selvkørende fodervogn, og et hængebaneanlæg fodrer kvierne i den gamle kostald.

"Vi har taget de teknologiske løsninger til os, som giver en arbejdslettelse hver eneste dag. Vi har ikke investeret i markbruget. Det kan slet ikke gå, når sæsonen er så kort. Men i stalden har vi frigjort tid, så vi har overblik", fortæller Niels Christian Hansen.

De ældre får en chance

Makkerparret har også en god portion tålmodighed og skubber eksempelvis ikke problemkøer ud fra den ene dag til den anden.

"Vi sætter dem ikke ud, bare fordi de bliver trepattede. Mælkemængden skal nok være der alligevel, og en god ko må gerne blive insemineret en ekstra gang for at blive drægtig. Vi vil gerne give lidt for at få en ekstra laktation, og det er jo de gamle køer, som betaler vores løn", slår Niels Ejnar Sørensen fast.

Den høje holdbarhed har i flere år medført et overskud af kælvekvier og førstekalvskøer, som kan sælges. Alene i 2018 har de solgt 30 dyr til eksport.

Energi skal der til

Aktuelt yder køerne 13 ton EKM og der leveres 12,2 ton EKM pr. ko til Mammen Mejeri. Det kræver sit foder med højest mulige kvalitet. Foruden grovfoder og flere råvarer fodres også med mættet fedt.

"Køerne må ikke mangle noget. Nogle har problemer med at få deres højtydende køer med kalv. Det har vi ikke, men det skyldes nok, at de får rigeligt med energi til både at producere mælk og holde på et foster", mener Niels Christian Hansen.

Faktaboks

Myrhøjgaard og gennemsnittet

  • Hos I/S Myrhøjgaard lever køerne i gennemsnit 5,6 år. Den gennemsnitlige dagsydelse pr. levedag er 21,4 kg EKM, og hver ko producerer 44.000 kg EKM i livsydelse. 
  • På landsplan er den gennemsnitlige levealder på 5,0 år, dagsydelsen er på 16,5 kg EKM pr. levedag, og den gennemsnitlige livstidsproduktion er på 30.000 kg EKM.
  • Du kan høre mere og se bedriften, når LMO og Dyrlægerne Himmerland arrangerer bedriftsbesøg på Myrhøjgaard 28. august.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.