Mælkeproducent: Hestebønner giver masser af foder på lager - en god fornemmelse

Af Henrik Hauggaard-Nielsen, professor, og Rikke Lybæk, lektor, begge Roskilde Universitetscenter

Kristian er økologisk mælkeproducent i Nordjylland og anvender hestebønner i sin foderblanding.

Vi er nysgerrige på, hvilke erfaringer han har med hestebønner, gode som dårlige, og hvad der skal til for at flere landmænd i Danmark vil kaste sig over afgrøden som proteinfoder til deres dyr.

Som forskere er vi tilknyttet et stort projekt, der skal fremme dyrkningen og brugen af bælgplanter i EU, men vi mangler viden om hvad danske landmænd egentlig tænker om det.

HAR DYRKET HESTEBØNNER TRE ÅR

Vi møder en smilende Kristian på gårdspladsen, hans labrador logrer og tager også gæstfrit imod.

Kristian har 250 malkekvæg og begyndte for ca. tre år siden selv at dyrke hestebønner

"Når jeg selv dyrker det, så ved jeg hvor det kommer fra og kvaliteten er jo i orden", siger han.

"Og jeg har været heldig, for jeg har ikke haft mange sygdomme i hestebønnerne, og jeg har haft oplagringspladsen til dem."

Han forklarer, at det kræver plads at opbevare bønner, da hele høsten jo opbevares på gården. Dette er i modsætning til når han modtager sojaskrå fra foderstoffirmaet, som leverer mindre portioner med jævne mellemrum.

Vi står i laden og vurderer hestebønnerne. De smager godt - historier om bitterstoffer, som kan sænke foderoptaget, synes ud fra de menneskelige smagsløg ikke at være udfordrende med denne sort.

"De skal tørres, hvis de er våde, og toastes, altså varmebehandles, før jeg kan give dem til dyrene. Det er selvfølgelig en ekstra udgift, men igen - så ved jeg, hvordan de er behandlet og håndteret.

Og jeg har masser af foder på lager. Det er en god fornemmelse", fortæller Kristian.

KØERNE YDER NÆSTEN DET SAMME SOM MED SOJA

Når hestebønner varmebehandles, forbedres proteinværdien i form af øget AAT-indhold (aminosyrer absorberet i tyndtarmen) sammenlignet med tørrede hestebønner uden toastning. Det skyldes også at den bitre smag i skallen, tanniner, forsvinder igennem varmebehandlingen.

Ifølge Kristian får hestebønner derved næsten samme proteinværdi som sojaskrå, og dyrene æder den samme mængde foder som før - og mælkeproduktionen er uforandret.

Før Kristian selv begyndte at dyrke hestebønner købte han dem fra en nabogård.

"Vi lavede en god aftale, så jeg fik bønnerne til en god pris, og han fik mere end hvis han solgte til foderstoffirmaet. Prisen hos foderstoffen falder, hvis bønnerne er våde, men det betød ikke noget for mig. Jeg tørrede og toastede dem selv", siger han.

Kristian forklarer, at han var tilfreds med naboaftalen, men at han selv begyndte at dyrke hestebønner, fordi han også gerne selv ville have gavn af forfrugtsværdien af denne bælgplante i sit eget sædskifte.

LANDMÆND BØR SAMARBEJDE MERE

Den afsluttende pointe fra Kristian er interessant, for han fortæller at "os landmænd skal samarbejde mere. Vi kunne dele toastere og lagerplads til hestebønner osv., og i det hele taget handle mere indbyrdes. Der er mange penge at spare, det er helt sikkert."

"Generelt bør danske mælkeproducenter vide mere om hestebønner som proteinfoder. Der mangler noget viden", mener han.

Efter en times rundvisning på gården fortsætter snakken i stuehuset.

Vi bliver klogere på mælkeproducenternes blik for øget brug af hestebønner til foder igennem Kristians fortællinger om egen bedrift og refleksioner på fremtidens muligheder og begrænsninger.

Dette er anden artikel i serien "Dyrk dit eget Protein".

Første artikel i serien kan læses her: Slut med soja: Professor vil sætte skub i dyrkning af hestebønner og soja