Mælkeproducent låst ned i detaljen: Må ikke bygge ny gyllebeholder

Anmeldeordningen for gyllebeholdere forsvandt med de nye regler om husdyrgodkendelse fra august 2017. Dermed er sønderjysk landmand afskåret fra at bygge en gyllebeholder for at spare mange kilometer med gyllevognen på landevejen.

»Vi udvider ikke produktionen, og gyllebeholderen påvirker ikke miljøet, tværtimod får vi bedre styr på det. Derfor kan vi ikke forstå det!«

Mælkeproducent Gerard van Dolder (31), Skærbæk, kan overhovedet ikke se det rimelige i det afslag, han har fået fra Tønder Kommune.

Den hollandskfødte landmand har søgt kommunen om lov til at etablere en ny gylletank og en møddingsplads på sin gård. Men svaret er nej, selvom han hverken udvider stalden eller besætningen på 165 køer. Derfor har han meget svært ved at se logikken i afslaget. En ekstra gyllebeholder vil ikke belaste miljøet - i al fald er udledningen helt minimal, vurderer han og hans konsulent.

Sund fornuft i egen tank

Tværtimod er der masser af sund fornuft også miljømæssigt i en ny gyllebeholder:

Den ville spare ham for besvær, brændstof og færdsel med gyllevognen på landevejen, når han henter afgasset biogasgylle til bedriften fra de lejede gylletanke, han har brugt indtil nu.

Det er imidlertid blevet sværere at finde ledige beholdere at leje, og den ene af de to, han har lejet til nu, er blevet sagt op.

»Jeg skal køre længere og længere væk, så jeg tænkte, at nu vil vi have den selv! Så har vi ikke det bøvl mere«, siger Gerard van Dolder.

Giftig cocktail

Tønder Kommune har dog reglerne på sin side: Efter indførelsen af de nye regler for miljøgodkendelse af husdyrbrug har kommunen ikke mulighed for at tillade en ny gyllebeholder på bedrifter som Gerard van Dolders.

Årsagen ligger i det, der tilsammen udgør en giftig cocktail for landmænd: Skærpede ammoniakregler, Natura 2000-områder i nabolaget og en anmeldeordning, der er faldet væk.

Gerard van Dolders bedrift ligger tæt på et Natura 2000-område med særlig følsomme naturområder, så efter skærpelsen af ammoniakreglerne i 2011 - det år, Gerard van Dolder købte sin gård - skal enhver ændring på hans bedrift medføre, at han lever op til de skærpede krav. Også selvom det betyder, at han reelt er tvunget til at reducere ammoniakudledningen.

Kattelem er væk

Samtidig er den kattelem i form af en anmeldeordning, der eksisterede frem til august 2017, forsvundet ud af den nye bekendtgørelse om godkendelser af husdyrbrug.

Den betød tidligere, at mindre ændringer som gyllebeholdere og møddingspladser kunne godkendes efter en langt enklere procedure end fuld miljøgodkendelse.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lovede ganske vist i december 2017, at en ny var på vej.

»Jeg har bedt mine folk om hurtigst muligt at udarbejde en ny anmeldeordning for gyllebeholdere, der passer til den nye emissionsbaserede husdyrregulering. Regeringen ønsker en så enkel regulering som overhovedet mulig«, skrev ministeren i en mail til LandbrugsAvisen. Ifølge Miljøstyrelsen arbejdes der fortsat på sagen. Styrelsen skriver i en mail at:

»Løsningen om anmeldeordningen for gylletanke indføres med den kommende ændring af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Der er p.t. faglig dialog mellem L&F og Miljø- og Fødevareministeriet herom«.

’En snigende skærpelse’

I mellemtiden har Landbrugsrådgivning Syd anket afslaget til Gerard van Dolder til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Miljøkonsulent Rikke Kyhn hæfter sig især ved, at de nye regler reelt låser Gerard van Dolder helt fast, og at der tale om en skærpelse af miljøreglerne for den unge landmand, stik mod de politiske tilkendegivelser, hun selv har hørt.

»Det var ikke den melding, der kom fra ministeren, da lovforslaget blev behandlet i Folketinget«.

I Sønderjysk Familielandbrug, som har taget sagen op, mener formand Antoni Stenger også, at det haster med at få ændret reglerne igen, da alternativet må være ekspropriation af de bedrifter, der bliver fastlåst.

»Alle bliver tabere, når man låser landmændene fast i det, de har. Jeg tror heller ikke, der er mange kommuner, der har råd til at købe hele ejendomme, og det ville da også være vanvittigt at bruge penge på, når en lovændring kan hjælpe både landmand og natur«, siger han.

Faktaboks

L&F: Det haster med anmeldeordning!

  • Anmeldeordningen for gylletanke er faldet væk i de nye regler om miljøgodkendelse af husdyrbrug fra 1. august 2017. 
  • Meget tyder på, der tidligst indføres en ny fra 1. august 2018.
  • Derfor kræver det p.t. en fuld miljøgodkendelse at få lov til at udvide eller erstatte en gylletank.
  • I Landbrug & Fødevarer understreger viceformand Lars Hvidtfeldt, at »det haster med at få en anmelderordning for nye gyllebeholdere, der hurtigst muligt giver en enkel og fleksibel løsning til de landmænd, der har behov for at bygge en gyllebeholder«.
  • L&F problematiserede allerede i høringsfasen af de nye regler, at anmeldeordningen var væk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle