"Mærkværdigt": Mink i gylletanke krævede miljøgodkendelse - det gjorde nedgravning ikke

Det krævede miljøgodkendelse at putte døde mink i gylletanke, men ikke til at grave dem i massegrave i sandjord, lyder forklaring fra regeringen. Venstre kritiserer og kalder det en mærkværdig bortforklaring.

Det ville kræve en kompliceret miljøgodkendelse, hvis man skulle putte døde mink i gylletanke, og derfor kunne det ikke lade sig gøre.

Det forklarede fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S) på et samråd onsdag, hvor Venstres Jacob Jensen til gengæld påpegede det underlige ved den forklaring.

"Man skal have en miljøgodkendelse til at bruge gylletanke, men hvorfor i al verden skulle man ikke have det for at gravene minkene ned?", lød det fra den undrende miljøordfører.

Ministeren forklarede:

"Det er et af de spørgsmål, der rammer lige i solar plexus og efterlader mig groggy i ministerstolen, for når man ser tilbage, så skulle man nok have haft en miljøgodkendelse", sagde han og fortsatte:

"Beslutningerne blev taget under et enormt pres, og det er, når vi er mest pressede, vi begår fejl".

mærkværdig bortforklaring

Forskellen undrer også en anden Venstre-mand, nemlig Thomas Danielsen, der fra start skubbede på idéen om at leje gylletanke, men blev på interne møder mødt af den forklaring, ministeren kom med onsdag.

"Det er en af de mest mærkværdige bortforklaringer, vi har fået i hele det her forløb", siger han til Landbrugsavisen.dk og fortsætter:

"Det er en helt sindssyg tankegang, at det er skulle være mere kompliceret at få en godkendelse til at opbevare minkene i en tildækket gylletank end at grave dem ned i sandjord, hvor vi ved, der kan ske en forurening".

køber den ikke

Ifølge den uofficielle minkordfører for Venstre skulle det være kommet bag på regeringen, hvor meget der egentlig kan være i en gylletank.

"Vi påpegede, at man kan leje gylletank for 10 kr. pr. kubikmeter for et helt år, og at de store kan rumme 10.000 kubikmeter. Det ville betyde, at kun skulle bruge et par stykker. Det kom helt bag på regeringen", siger Thomas Danielsen og fortsætter:

"Derefter kom forklaringen med miljøgodkendelsen så, og den køber vi selvfølgelig overhovedet ikke".

"Det havde været praktisk at putte minkene i gylletanke, fordi de så kunne bruges til f.eks. biogas. Nu er de blandet med kalk og jord og kan ikke bruges til noget.

Ifølge Fødevarestyrelsen kommer til at koste 72,2 mio. kr. at grave minkene op igen, og der vil være en periode på 2-3 uger i henholdsvis Ndr. Felding og Kølvrå, hvor borgerne vil være generet af støj, men især kraftig lugt, når minkene graves op.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle