Møllerup Gods vil udvide til 3000 hektar med hamp

Hampvirksomheden Møllerup Brands A/S, der er en del af Møllerup Gods, er klar med seriøse vækstplaner. Virksomheden får støtte til de internationale planer fra Future Food Innovation.

Skandinaviens største hampproducent, Møllerup Brands, der hører under Møllerup Gods, har planer om at udvide hamparealet fra 600 til 3000 hektar. Det skal ske over to år, og dyrkningen sker også på andre landbrugs marker.

Frøene skal sælges på seks europæiske markeder, hvor de skal konkurrrere med kinesiske hampefrø.

"Der er stor og stigende efterspørgsel på hamp i udlandet og særligt på europæisk hamp. Kina er den absolut største spiller på markedet, men der er ikke den samme tillid til de kinesiske frø", fortæller Henrik Rendbøll, adm. direktør ved Møllerup Brands i en pressemeddelelse.
 
"Vi har formået at integrere hampen i den danske industri, men i udlandet har man ikke før tænkt hampen ind i industrien, så det er et stort uudnyttet marked, som åbner sig for os. Derudover er det hovedsagligt hampolie og afskallede frø, som dominerer i udlandet, men vi har otte forskellige basisvarer som hampfiberskaller og -proteinpulver, hvilket åbner op for endnu flere markeder", lyder det fra Henrik Rendbøll.

At rykke udenlands kræver kapital. Møllerup Brands har fået støtte fra Future Food Innovation til det internationale projekt. Deres Growth-pulje støtter med op til to mio. kroner, hvor det så er et krav, at man vækster minimum 20 procent. Pengene kommer fra EU's regionalfonde.

"Der er andre krav i forhold til certificeringer og kvalitetssikring, og dertil er en udvidelse af produktionen nødvendig. Derfor kræver det en del investeringer, og med økonomisk støtte og hjælp til udarbejdelse af konkrete vækstplaner fra Future Food Innovation kan vi rykke hurtigere og bedre. Og det er netop vigtigt at komme ordentligt fra start, når man skal ind på nye markeder", fortæller Henrik Rendbøll.

Hamp pesto. Hamp granola. Hamp snackbar. Der er fart på produktudviklingshjulene hos Møllerup Brands, siden de introducerede deres første hamp produkt tilbage i 2016.

"Vi er fra start af gået efter hr. og fru Jensen, forbrugere som ikke kendte til hamp. Det har ikke været den nemme vej at gå, men i dag er vi i flere landsdækkende kæder, måltidskasser og online butikker. Desuden oplever vi, at industrikunder viser større interesse", fortæller Henrik Rendbøll.

Redigeret 16. januar kl. 13.26: Det er tilføjet, at hampen også dyrkes på andre landbrugs marker.

Faktaboks

Future Food Innovation har hovedansvaret for implementering af Vækstforums innovationsindsats på fødevareområdet. Future Food Innovation tilbyder vejledning, matchmaking og økonomisk støtte, fx i form af innovationssamarbejder mellem virksomheder og videninstitutioner samt vækstforløb. Initiativet er finansieret af Region Midtjylland og EUs Regionalfond samt privat medfinansiering fra de deltagende virksomheder.

Future Food Innovation er forankret i Agro Business Park, der leverer værdiskabende rådgivning til iværksættere, virksomheder og forskere inden for fødevarer, jordbrug, biomasse og miljøteknologi.

Bag Future Food Innovation står et konsortium bestående af seks parter, som er førende inden for fødevareinnovation i Danmark: Agro Business Park, Institut for Fødevarer og MAPP Centret ved Aarhus Universitet, VIFU, Teknologisk Institut, Danish Food Cluster og Væksthus Midtjylland.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle