Madskoler aflyses i efterårsferien

Godt 500 børn og 200 frivillige er tilmeldt ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien. Men stigende smitte i samfundet og generel usikkerhed får arrangørerne til at aflyse arrangementerne. Det er anden gang i år, at parterne bag Madskoler må aflyse på grund af den generelle COVID-19-situation.

Selvom alt ligger klar, bliver ”3 dage Madskoler” aflyst i efterårsferien som konsekvens af den aktuelle COVID-19-situation i Danmark.

Det skriver Landbrug& Fødevarer i en pressemeddelelse.

Foreningen 4H arrangerer Madskoler i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer samt REMA 1000. Det ærgrer formand i 4H, Henrik Dalum, at man har måttet aflyse madskolerne.

"Det er anden gang vi er nødt til at skuffe en masse børn og frivillige, som havde glædet sig til at deltage. Først aflyste vi sommerens 5 dages Madskoler og nu aflyser vi ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien. Det gør os rigtig ondt og vi er alle meget kede af at måtte skuffe børn, forældre og frivillige", siger han.

"I sommerferien var usikkerheden omkring retningslinjerne store og de populære Madskoler blev på den baggrund aflyst. Denne gang er myndighedernes retningslinjer fra foreningslivet på plads og en foreningsaktivitet som ’3 dage med Madskoler’ må gerne afholdes. Men de mange udmeldinger fra myndighederne om at begrænse sociale aktiviteter, har givet en stor usikkerhed blandt frivillige, forældre og arrangører om, hvorvidt en aktivitet som ’3 dage med Madskoler’ bør gennemføres".

Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og landsdækkende madskolekoordinator i Landbrug & Fødevarer siger:

"Retningslinjerne for foreningslivet er sådan set klare nok, men når vi gang på gang får at vide, at vi skal begrænse social aktivitet, skaber det usikkerhed. Én ting er retningslinjer, en anden ting er følelser og holdninger. Selv om vi gør alt, hvad der står i vores magt for at skabe en tryg og sikker ramme, så er det ikke det rigtige at samle børn og voksne, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre til daglig. Derfor har vi valgt at aflyse".

Hos samarbejdspartneren REMA 100 bakker man 100 procent op om beslutningen om at aflyse, siger indkøbs- og marketingdirektør, Anders René Jensen.

"Vi skal passe rigtig godt på hinanden og det skal være en god og tryg oplevelse for alle at deltage på Madskoler. Hos REMA 1000 ser vi frem til at fortsætte samarbejdet om Madskoler i 2021".

Ud over at aflysningen har konsekvenser for de madglade børn og frivillige, har den også konsekvenser for 4H som forening, siger Henrik Dalum:

"4H er sat i verden for at skabe meningsfyldte aktiviteter for børn med fokus på natur, dyr, haver og madlavning. Madskoler er vores klart største aktivitet og når vi vælger at aflyse en for os så stor aktivitet, kan det få konsekvenser for foreningen som helhed - det er ikke sjovt at være en lille forening lige nu".

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle